John sad krøbet helt sammen, under det store piletræ. Der sad han altid, når der havde været drama derhjemme. John kunne bedst lide at være alene, for så var der ingen der kunne gøre ham noget. Der var kun to mennesker han elskede i hele verden, det var hans lillebror Emil og hans Faster Agnes. De to mennesker vidste han, at han aldrig kunne undvære. John tænkte, at de to, var den eneste grund til, at han stadig var i live. Men de var ikke hans venner.
John havde kun en ven, det var det store gamle piletræ i skoven, som Grise-Olsen ejede. Piletræet kunne han sige alt til. Når blæsten spillede melodier i det, fik det ham til at glemme alt rodet derhjemme, og kun fokusere på skovens afslappende lyde. Han følte, at han kunne snakke med hans mor, selvom hans fader altid havde sagt, at man ikke kunne snakke med døde, at det var noget pjat. John følte virkelig, at hun svarede ham, og trøstede ham.
Han kunne tydeligt huske episoden i sommers, hvor han havde glemt at købe de øl, som han havde lovet faderen at tage med hjem. Han havde aldrig troet, at man kunne havde så meget smerte, på så mange steder på kroppen, han var blå i flere uger efter, men da, løb han ud til det store piletræ og stod hulkende op af det. Han gled langsomt ned af træet, til han ramte den knastørre sommer bund, fuld af margeritter. Han lukkede øjnene, og kun hørte på de kvidrende fugle og den dejlig kølende blæst suse ud og ind af det gamle piletræs trækrone. Smerten gik langsomt væk, fordi det fik ham til at glemme og kun fokusere på blæsten, der dansede rundt mellem træerne og fuglene der blandede sig, med deres smukke kvidren. Blæsten fik hans hår til at hvirvle rundt, og kærtegnede hans kind. Han var sikker på, at det var moderen der prøvede at trøste ham. Smerten var væk. Den episode ville han aldrig glemme.
Det er gratis at oprette en konto