Analyse af 'Ud af sit gode skind' af Svend Åge Madsen

Analyse af "Ud af sit gode skind", af Svend Åge Madsen Novellen starter med at hovedpersonen, hvis navn vi ikke kender, sidder ved et bord og spiser. Han har fået en rigtig flot pige til bords, og han er ved at blive desperat, fordi han ved, at hun om lidt vil rejse sig og gå. For at forhindre det rækker han ud efter sit glas, som vælter. Han undskylder sig med, at han ikke helt har vænnet sig til sin nye arm. Hun kigger interesseret på ham og smiler endda lidt, da hun spørger ham om, hvad han mener med det. Han fortæller hende om en ny opfindelse, han har gjort. Den går ud på, at man kan bytte legemsdele med andre. Han fortæller, at han gerne vil bytte sine stritører til nogle andre, og at han gerne vil have en anden næse, hvis han en dag møder en, der vil have hans. Til sidst i hans historie, møder han en, der har samlet sig alle hans legemsdele. Denne person siger, at han har glædet sig til at møde ham. Pigen griner, og drengen ånder lettet op. Han bliver lidt nervøs igen, for at han ved, at piger snart vil gå. Han håber dog, at hans historie trods alt har gjort lidt indtryk på hende. Pludselig tager pigen hans hånd og siger, at han er god nok som han er, og at han ikke skal bytte med nogen. Derefter smiler hun til ham "på den måde, som er hen-des helt egen." Her slutter historien, og vi får ikke mere at vide om, hvordan det videre går dem. Novellen har en åben slutning. Historiens handling har ikke en vid tidsudstrækning. De sidder og snakker i et stykke tid, rejser sig op, går ud og danser, og så er historien færdig. Det er selvfølgelig svært præcis at sige, hvor lang tid det tager, men jeg tror ikke, det varede mere end en time. Personerne i historien bliver betegnet som "han" og "hun". Det eneste tidspunkt der bliver brugt "jeg", er, når drengen tænker og i direkte tale. Vi følger hele tiden med i drengens tanker og ved, hvad han laver. Pigen kan vi derimod kun skildre gennem det, drengen ser og hører. Vi kan derfor sige, at det er en personbundet 3. personfortæller. Novellen er også scenisk fremstillet, da vi kun følger disse to personer. Grunden til, at forfatteren vælger en personbundet fortæller, er måske, fordi han vil have os til at have medfølelse med hovedpersonen. Når man følger hans tanker, kan man leve sig ind i, hvordan han har det, og man får lidt ondt af ham.