Vrissenbuk DD

er var engang et magisk land, fyldt med trolde, alfer og feer. Gik man langs den snoede sti gennem bøgeskoven, kom man ud til den rislende bæk, hvor feer dansede rundt på blomsterblade, men gik man væk fra stien og ind mellem de mørke stammer, gik man lige hen til det store bjerg, hvor troldene boede. I dette bjerg var der mange grotter, i en af disse grotter boede en trold ved navn Vrissenbuk. Vrissenbuk var skræmmende og uhyggelig, alle i det magiske land var bange for ham. En dag gik Vrissenbuk en tur i skoven langs stien og kom til den rislende bæk. Da feerne så ham skyndte de sig at flyve ind under blomsterbladene. Vrissenbuk bukkede sig og kiggede dybt ned i vandet, hvor han fik øje på den smukkeste havfrue. En havfrue så smuk, havde han aldrig set før. Hun havde langt blåt hår, som stille bredte sig i vandet efter hende, den blankeste hale, som for hvert haleslag glimtede hele vejen op til overfladen, og når de ramte overfladen blev hvert glimt til små glasperler, som langsomt gled ned gennem vandet igen og lagde sig på bunden som et lag af diamanter.Vrissenbuk blev straks forelsket i dette smukke væsen, men da han kørte hånden igennem vandet, forsvandt hun, som havde hun aldrig været der.Vrissenbuk satte sig med et bump ned på jorden, for han vidste, at han var alt for grim og dum til sådan et smukt væsen. Sådan sad han stille i mange uger, men ingen turde nærme sig ham og spørge, hvad der var galt. Så en dag beordrede alfekongen to af sine soldater til at finde ud af det, for nu var det nok! Soldaterne bragte Vrissenbuk op til slottet, men fordi trolde er så store og alfer så små, kunne Vrissenbuk på ingen måde være inde i slottet.Kongen stillede sig på sin altan, og råbte: ”Sig mig, hvad der er galt!”.Vrissenbuk rystede på hovedet og vrissede ad Kongen. Kongen gentog sin ordre: ”Sig mig, hvad der er galt”, men dette gjorde kun Vrissenbuk endnu mere vrissen, og han sparkede ud efter kongen. Endnu en gang gentog Kongen: ”Sig mig, hvad er der galt”, og denne gang blev Vrissenbuk helt lilla i hovedet af raseri, og hvis ikke det havde været for soldaterne, der holdt ham fast, havde han med sikkerhed smadret hele slottet. Kongen sagde: ”Jeg ser du ikke har i sinde at adlyde mig, derfor vil jeg give dig et tilbud. Du siger, hvad der går dig på, du hjælper os, du flytter dig fra bækken, og alt bliver som før!”Kongen var snu, for han vidste, at trolde ikke var særlig kloge. Dette galt også Vrissenbuk, og han takkede ja til kongens tilbud, hvorefter han fortalte, hvor meget han elskede denne havfrue, som han vidste, han ikke kunne få.Se dét syntes Kongen nu var en sjov historie, så han sagde til Vrissenbuk: ”Hvis du hjælper min by, vil jeg fortælle hende om dig og give dig gæller så du i vandet kan leve, du skal blot fjerne Den Grå Tudse, som spærrer for vores yndige blomster”.Vrissenbuk vraltede gennem byen, og ikke længe efter fik han øje på Den Grå Tudse, som spærrede vejen til blomsterne. En så grim tudse havde han aldrig set før. Den var så stor som foden ad en træstamme og dens vorter var større end tudsen den selv! Vrissenbuk bevægede sig langsomt over mod Den Grå Tudse, hvorpå han satte sig på hug. ”Du skal flytte dig” sagde han bestemt, men Den Grå Tudse kiggede ikke engang på ham. Dette gjorde Vrissenbuk meget sur, så han begyndte at vrisse nogle ord som kun trolde kender betydningen af. Og da der stadig ikke skete spor, begyndte Vrissenbuk at trampe i jorden i raseri, hvorefter han hoppede højt op i luften, idet han landede gav jorden så meget efter, at Den Grå Tudse blev sent højt op i himlen og væk fra alfernes by.Vrissenbuk ville nu have sin havfrue, men kongen sagde blot: ”Ganske vist kan du få havfruen, men hjælper du mig endnu engang vil jeg gøre dig vis og belæst”.Og dette kunne Vrissenbuk nu ikke takke nej til, for en havfrue så klog som hende, kunne da ikke ville have en trold så dum som ham!Derpå sagde Kongen: ”Hent fra Dragens hule mine skatte, som den i mørkets ly har stjålet fra mit land, og giv dem til mig”.Vrissenbuk begav sig af sted mod Dragens hule, som lå i den fjerneste afkrog af det skønne land, for det var dog det eneste sted, hvor et så rædselsfuldt væsen måtte bo.Efter syv dage og syv nætter kunne Vrissenbuk endelig se Dragens hule. Det var en stor uhyggelig hule, som ikke mange havde begået sig ind i. Og de, som havde, var aldrig kommet ud igen.Vrissenbuk standsede to træer fra hulen, for hvis der var noget trolde var bange for, så var det Drager!En tyk sky af forrådnet lugt svævede ud ad hulen og et skrig, der fik alle tre hår på Vrissenbuks hoved til at rejse sig, fór ud ad indgangen.Vrissenbuk tænkte på den smukke havfrue i bækken og fortsatte ind i den mørke hule. Han fik øje på en bunke af de smukkeste ædelstene og prægtigste skatte, men da han var blot en arms længde fra dem, fik han øje på to store gule øjne, som stirrede direkte på ham, hvorefter en stor hvid sky blev pustet ud af, hvad formegentlig var Dragens næsebor, og den samme lugt af forrådnelse væltede ind over Vrissenbuk. Dette blev for meget for Vrissenbuk, han kogte af raseri indeni, og med ét løb han direkte mod de gule øjne og slog ud efter dem. Kort efter lød et brag og Dragen lå på jorden.Vrissenbuk tog skattene og løb så hjem mod Kongens slot.Da Vrissenbuk bad om havfruen, sagde Kongen blot: ”Du er nu vis og belæst, men hvad får dig til at tro, at sådan en smuk havfrue vil have sådan en grim trold som dig? Hvis du gætter gåden hos Det Magiske Spejl i minen og åbner indgangen dertil, vil jeg give dig skønhed som ingen får har set mage til”.Og det kunne Vrissenbuk ikke takke nej til, for en havfrue så yndig som hende, kunne da ikke ville have en trold så grim som ham!