Når jeg i dag rejser tilbage i mine tanker, og husker på de gange jeg har rejst væk, dukker et smil frem på mine læber. Jeg savner alt og alle, som jeg ikke kommer til at se dem igen, og som om aldrig vender tilbage. Jeg frygter tanken om at jeg måske en dag rejser hjem, og aldrig vender tilbage, til det sted jeg elsker, eller til den person jeg elsker.
Det hele startede den dag, denne fantastiske sommer, som jeg aldrig nogensinde glemmer. Jeg var rejst hen for at besøge min familie, som bor i udelandet. Et sted langt væk. Et sted hvor jeg knap kender så mange mennesker, et sted jeg elsker at være hver år. Det var en sensommer aften. En af mine veninder skulle være sammen med nogle af hendes venner. Det var noget de gjorde engang om ugen. De ses en gang om ugen på en cafe, hvor de sad, hyggede og snakkede. Hun spurgte om jeg ville med, så kunne jeg lærer nogen af hendes venner at kende. Da vi nåede derhen, var han det først jeg fik øje på, men jeg lod som om han ikke sad der. Men jeg må ærligt indrømme at han fangede mig, hans flotte brune hud, som gav en smuk farve i aftenslyset, hans smukke smil som gjorde det umuligt at kigge et andet sted.
Det er gratis at oprette en konto