18 årige Rasmus havde fået en afbudsrejse, så han kunne komme ned og besøge sin familie i den egyptiske badeby Sharm el-Sheik.
Da han en morgen vågner af et ordentligt brag, går hun ud på terrassen og undersøger årsagen til det. Idet han går der ud for han et kæmpe tryk og bliver kastet tilbage i ruden. Sharm el-Sheik er blevet udsat for terror.
Bomberne bliver ved med at eksplodere og det er den anden eksplosion, som Rasmus for trykbølgen af. Det føles uvirkeligt, at noget så forfærdeligt, pludselig sker 300 meter fra en, fortæller Rasmus og hans familie. Rasmus fortæller efterfølgende: Det går op for en, hvor sårbar man er, og man kan slet ikke holde op med at spekulere over hvor den næste bombe rammer.
Rasmus og hans familie slap med skrækken. Men havde de været 300 meter tættere på, havde de nok været døde, ligesom de 90 andre mennesker, de i alt 7 bomber dræbte.
Essay:
Nogle gange gør terror mig paranoid. Jeg mener, bare jeg skal ud og flyve, kigger jeg nærmest på hver enkel passager jeg skal flyve med. På vej op gennem flyet til min plads.
Men jeg tror ikke på, jeg er den eneste, for når vi skal flyve skal vi jo igennem 100 forskellige sikkerheds tjek, og man skal pakke alle ting på en helt bestemt måde, der er defineret af myndighederne. Underligt nok, kan jeg også blive irriteret over alle de sikkerhedstjek. Men der ligger irritationen nok ikke i at man skal igennem alt det sikkerhed, men at vi er nød til det! For ellers vil faren være for stor ved at flyve. Jeg synes det er forulempende, at man ikke engang kan have en flaske vand med ind i en lufthavn.
Det er gratis at oprette en konto