Venskab og hjælp i nøden

Vi har alle sammen venner eller bekendte som betyder noget for en. Der er folk som man elsker rigtig højt, og folk som bare er en god ven for en. Jeg tror at næsten hver enkelt person ville risikere et eller andet i sit liv, for at gøre noget bestemt for en anden person. Det kan der være flere forklaringer på. Der er brandmænd som sætter sit liv i fare for at redde andre mennesker, og så er der også de folk som bare er fuldstændig ligeglade med menneskeheden, og alle de vedkommende omkring en. Jeg tror at jeg har det som de fleste har nogle få "nære venner" og en hel del bekendte som er mere eller mindre tæt på. Det er altid godt med nogle nære venner, og nogle venner man altid kan skrive til. Hvis man nu får problemer. Alle og enhver ville blive ked af det, hvis en nær ven eller en vedkommende til familien har fået en arvelig sygdom, eller en sygdom som bare er kommet med tiden, hvis man bliver kørt ned, kører galt i en bilulykke, osv. Så det er altid godt at have nogle venner man kan trøste sig ved. At have en ven i nøden kan forstås på to måder. Den ene er at være der hos en ven, der er i nød, og den anden er at man selv er i nød, og har en ven til at hjælpe. Det at være i nød, kan også betyde mange forskellige ting. Man kan både være i stor nød, og i mindre stor nød. Jeg har aldrig selv været i stor nød, men jeg har tit haft brug for en ven. Det har været, når jeg haft brug for én at snakke med, omkring mine problemer eller andet. Én som ikke bedømmer mig for det jeg gør, men som bare er der for mig, som lytter og som prøver at hjælpe. Vennen, som jeg så åbner mig for, behøver faktisk ikke gøre ret meget andet end at lytte. For så får jeg følelsen af at jeg ikke er alene omkring det, og det kan hjælpe en hel del. Når man så har brug for lidt mere end bare at snakke, kan det godt blive lidt sværere. Men når jeg bare ved, at jeg har en ven som er der for mig, og som altid prøver at forstå mig, gør det som regel problemerne mindre, af sig selv. Det er også derfor jeg mener at en ven i nøden, er en vigtig ting. For jeg ved, at jeg ikke kunne klare de fleste af mine problemer, uden at have en ven at snakke med. Jeg kunne forestille mig, at mennesker der ikke har en nær ven at snakke med, eller en ven i nøden, har det svært. Jeg tror også det er derfor at mange unge begår selvmord. For det må være hårdt ikke at have nogle at snakke med. Men der er selvfølgelig også andre i større nød. Folk der er syge, har været ude for en ulykke eller lignende. De har meget brug for en ven i nøden. Når jeg har en ven der er i nød, så vil jeg rigtig gerne hjælpe, men det kan være svært at vide hvordan. Så gør jeg, hvad jeg ville have min ven til at gøre. Lytter, snakker med min ven, prøver på at gøre min ven glad igen osv. Jeg ville tit ønske at jeg kunne gøre noget mere, men det kan jeg jo ikke rigtigt. Det kan også være svært for ens venner at fortælle, at der er noget galt. Så hjælper det at spørge, for så ved de at man tænker på dem, og at de har nogen at snakke med. Sådan har jeg det i hvert fald. For hvis jeg har nogle problemer, kan det godt være lidt svært, at få det fortalt. Især hvis min ven er i godt humør. Jeg ved egentlig ikke helt hvorfor, men jeg er vel på en måde, bange for at gøre min ven deprimeret også. Det er derfor jeg også mener, at man skal kunne snakke rigtig godt, med sin ven. At have en ven i nøden, kan også være ens familie. Hvis man ikke har nogle nære venner at snakke med, er der for det meste altid ens familie, som man kan snakke med, og som også altid er der for en. De bedømmer dig heller ikke på det du gør, men vil altid hjælpe dig. Men nogle unge har det nok på den måde, at de hellere vil snakke med deres venner om deres problemer. For det kan være, at forældrene er for overbeskyttende til at kunne hjælpe, eller at man bare skal være teenager, for at kunne forstå teenagers problemer. Jeg har det nok på begge måder. Jeg kan både snakke med min familie og med mine venner om mine problemer. Jeg har jo også søskende, som jeg altid kan komme til. Men jeg tror ikke jeg kunne forestille mig, ikke at have en ven i nøden. Der er så mange der mener, de kan ikke behøver nogen venner, eller andre at snakke med, for at klare livet, og deres problemer. Men jeg ved, at det kunne jeg ikke, og jeg er glad for mine venner og for min familie, som jeg ved, er der for mig. Jeg er ligeså glad for at kunne være der for dem, når de behøver det. Alle de gange jeg har haft problemer har familien altid støttet en, og især ens venner. De er den bedste støtte man kan få, de har måske prøvet noget lige så svært, som du selv har været igennem? Jeg mener at ens venner kan give nogle af de bedste råd, og ens familie er der for en. At have en ven som lytter, har en hånd med på hjertet, forstår en 100 %, trøster og giver gode råd, gir en tryghed, hjælper så meget som muligt, det er en af de bedste venner man kan få. At kunne gå dage og år, føle sig ensom og forladt, hvorfor? Hvorfor er grunden til at folk ikke vil snakke med en bestemt person? Kan de ikke lide personen fordi der går dårlige ry, fordi personen er lidt overvægtig? Fordi personen ikke er den kønneste eller populæreste? Det gir jo ingen mening at folk skal behandles på hver sin måde. Alle mennesker er ens indvendig, bare ikke udvendig. Folk bliver såret når de bliver behandlet på en anderledes måde som de ikke bryder som om. Tænk hvis det var dig? Hvad ville du gøre? For det meste fører mobning eller at føle sig forladt til selvmord. Og efter man har mobbet en person som nu og her har begået selvmord. Tænk hvordan de må have det med sig selv. Jeg tror de bærer et stort kryb inden i som de aldrig ville kunne lukke ud. Med den tanke de går med i deres hoved hele tiden. Med den skyldfølelse af at det på en måde var deres skyld at den person ikke lever mere. Jeg ville ikke kunne tilgive mig selv så. Jeg kender nogle piger, piger som har mistet deres forældre. Jeg kunne ikke tænke mig til den tanke om at miste enten min far eller min mor. Og derfor ville det altid være en stor hjælp at have venner hos sin side. Uden venner hvor man lige har mistet en af sine forældre, ved jeg ikke hvad jeg skulle gøre. Ville sikkert gå og føle mig tom, fortabt, alene.. Den byrde vil ikke kunne side fast inde i mig selv. Hvis jeg vidste at jeg havde en ven, eller vedkommende som havde et dårligt liv, både i skolen og hjemme. Ville jeg prøve at gøre alt for at hjælpe den person! Jeg havde en gang en veninde. Her er lidt af hvad hun skrev da hun havde brug for hjælp? – Ser du? Min veninde blev altid slået hvis hun kom for sent hjem, en dag jeg skulle hen og sove hos hende så jeg gennem vinduet at hun havde en diskussion med sin mor. Jeg så tårerne rende ned ad kinderne på hende, jeg kunne se hvor knust og ulykkelig hun var, før og hen vidste jeg godt at hun havde det svært derhjemme. Men jeg vidste ikke at det var så slemt. Jeg stod og kiggede, og stod i mine egne tanker om hvordan hun havde det.. Jeg så gennem vinduet hendes mor tage hårdt fat i hende, og kyle hende ind i skabslågen. Jeg forstod nu hvordan hun havde det. Hun var altid så stille i skolen, sad for det meste for sig selv. Og svarede kun hvis man spurgte ind til hende. Men hun havde ikke snakket med nogen om det. En dag gik jeg hen til hende, og sagde jeg ville snakke med hende, jeg tog fat i hende og trak hende et sted hen hvor der ingen andre var. Jeg fortalte hende at jeg havde set diskussionen mellem hende og hendes mor. Og fortalte så hvor ked af det jeg var på hendes vegne. Hun brød sammen i gråd. Og fortalte så at hun havde snakket med en psykolog omkring det, og de fandt så ud af at hendes mor var på stoffer. Hun blev så flyttet fra hendes mor, og kom i en pleje familie. Jeg ved ikke hvordan hun har det nu, men er sikker på at hun har det godt hvor hun er nu. Historien er fra dengang jeg gik i børnehaven, og pigen var min barndomsveninde. Hun har ikke noget kontakt til sin mor. Men jeg er sikker på at de råd, og den støtte jeg gav hende var en kæmpe hjælp for hende. Når nøden er størst er hjælpen nærmest?....