En ven

Hvad betyder det for et menneske at have en ven i nøden? Det kan forstås på to måder. Den ene er at være der hos en ven, der er i nød, og den anden er at man selv er i nød, og har en ven til at hjælpe. Jeg tror det betyder meget for et menneske at have en ven i nøden. Det at være i nød, kan også betyde mange forskellige ting. Man kan både være i stor nød, og i mindre stor nød. Jeg har aldrig selv været i stor nød, men jeg har tit haft brug for en ven. Det har været, når jeg haft brug for én at snakke med, omkring mine nogle problemer eller andet. Én som ikke bedømmer mig for det jeg gør, men som bare er der for mig, som lytter og som prøver at hjælpe. Vennen, som jeg så åbner mig for, behøver faktisk ikke gøre ret meget andet end at lytte. For så får jeg følelsen af at jeg ikke er alene omkring det, og det kan hjælpe en hel del. Når man så har brug for lidt mere end bare at snakke, kan det godt blive lidt sværere. Men når jeg bare ved, at jeg har en ven som er der for mig, og som altid prøver at forstå mig, gør det som reelt problemerne mindre, af sig selv. Det er også derfor jeg mener at en ven i nøden, er en vigtig ting. For jeg ved, at jeg ikke kunne klare de fleste af mine problemer, uden at have en ven at snakke med. Jeg kunne forestille mig, at mennesker der ikke har en nær ven at snakke med, eller en ven i nøden, har det svært. Især de unge. Jeg tror også det er derfor at mange unge begår selvmord. For det må være hårdt ikke at have nogle at snakke med. Men der er selvfølgelig også andre i større nød. Folk der er syge, har været ude for en ulykke eller lignende. De har meget brug for en ven i nøden. Fx de mange mennesker i Asien, der har mistet alt. De har virkelig brug for hjælp. Og det har de også fået. Jeg synes det var fantastisk, så mange der har hjulpet. Det viser måske at vi, på en måde, er hinandens venner i nøden? Så ville det bare være perfekt, hvis vi også kunne hjælpe de personer, som vi støder på hver dag, som ikke har nogle til at hjælpe sig. Men jeg tror det er lidt sværere at hjælpe dem. For ved situationen i Asien, vidste folk hvad der manglede, og hvad de skulle gøre. Men ved folk der alene eller deprimerede, er det svært at finde på det rigtige at gøre. Jeg tror også det er svært for dem at bede om hjælp. At hjælpe andre kan, som sagt, også være rigtig svært. Når jeg har en ven der er i nød, så vil jeg rigtig gerne hjælpe, men det kan være svært at vide hvordan. Så gør jeg, hvad jeg ville have min ven til at gøre. Lytter, snakker med min ven, prøver på at gøre min ven glad igen osv. Jeg ville tit ønske at jeg kunne gøre noget mere, men det kan jeg jo ikke rigtigt. Det kan også være svært for ens venner at fortælle, at der er noget galt. Så hjælper det at spørge, for så ved de at man tænker på dem, og at de har nogen at snakke med. Sådan har jeg det i hvert fald. For hvis jeg har nogle problemer, kan det godt være lidt svært, at få det fortalt. Især hvis min ven er i godt humør. Jeg ved egentlig ikke helt hvorfor, men jeg er vel på en måde, bange for at gøre min ven deprimeret også. Det er derfor jeg også mener, at man skal kunne snakke rigtig godt, med sin ven. At have en ven i nøden, kan også være ens familie. Hvis man ikke har nogle nære venner at snakke med, er der for det meste altid ens familie, som man kan snakke med, og som også altid er der for en. De bedømmer dig heller ikke på det du gør, men vil altid hjælpe dig. Men nogle unge har det nok på den måde, at de hellere vil snakke med deres venner om deres problemer. For det kan være, at forældrene er for overbeskyttende til at kunne hjælpe, eller at man bare skal være teenager, for at kunne forstå teenagers problemer. Jeg har det nok på begge måder. Jeg kan både snakke med min