Klokken er 16.03. Hele min familie er hjemme. Mor, far, søster og bror. Jeg kommer altid hjem på det her tidspunkt, men alligevel vælger mine forældre at sætte sig ved spisebordet og vente på jeg kommer hjem så de kan kigge ondskabsfuldt men samtidig hensynsfuldt på mig. Det der ansigtsudtryk der gør sådan at du bliver nødt til at blive i køkkenet for at aflæse dette mysterium af mimikker i luften. Mine søskende sidder i stuen og ser reklamer. Min mor starter altid med den samme replik: ”Hvor har du været?” ”Klokken er fire nu?” ”Og du tager heller ikke din telefon?”. Min far bygger videre på samtalen: ”Ja, vi har ringet til dig tusind gange?” ”Kan du huske hvad vi sagde da vi gav dig den?” Jeg har haft tusind mobiler og jeg elskede hver og en. Den jeg husker bedst er min første mobiltelefon. Jeg var lige blevet 10 den sommer og skulle starte i 4. klasse. Jeg havde fået en ny cykel og et armbåndsur med Barbie. Mine forældre sagde der var en ting mere men jeg måtte først få den når jeg var startet i skole efter sommerferien. Jeg kom hjem efter første dag og der lå den. Der på køkkenbordet. I den flotteste æske jeg nogensinde havde set. Jeg gik hen til bordet og stillede mig på tæer for at se den oppefra. Der lå den, og endda i mine yndlingsfarver, Pink og orange. Det var en Nokia den helt nye. Den var uden farvedisplay. Jeg havde kigget på den i alle elektronik-blade. Men man kunne kun få den i blå. Jeg var lykkelig. Det bedste ved den var at der var ”Snake” på den, et spil, hvor du er en slange der skal spise ting så den bliver længere.
Det er gratis at oprette en konto