Alfastråling er en form for partikelstråling, der er kraftig ioniserende og med ringe indtrængningsevne. Alfastråling har en fart på ca 15.000 km/s.
Alfastrålingen er i realiteten Helium-atomkerner (He2+), der udsendes under alfahenfald af radioaktive kerner som f.eks. uran og radium. Strålingen blev opdaget af Ernest Rutherford i 1899, og han brugte disse til at påvise atomkernen i 1911.
Da den er kraftig ioniserende er det nemt at beskytte sig mod alfastråling uden for kroppen. Blot et stykke papir, nogle centimeters luft eller de yderste lag af huden er nok til at stoppe dem. På den anden side er det den farligste form for radioaktiv stråling hvis den kommer ind i kroppen, hvor den vil afsætte sin energi direkte i de indre organer.
Nogle tunge atomer er tilbøjelige til at henfalde ved at udsende en lille klump kernepartikler, en alfapartikel. Den består af to neutroner og to protoner, altså det samme som en He-kerne. En strøm af alfapartikler kaldes alfastråling. Disse partikler er nogle store, tunge drenge sammenlignet med beta-partiklerne, og så er de positivt ladede, endda med to ladninger (de to protoner).
En kerne, der udsender en alfapartikel forvandles til et atom to numre lavere og bliver 4 u lettere.Det naturligt forekommende 238U (uran)bliver til 234Th (thorium), når det afgiver en alfapartikel.234Th kan selv henfalde ved at afgive en beta-partikel og blive til 234Pa (protactinium), som igen kan henfalde ved at afgive en betapartikel og blive til 234U.Ad sindrige omveje kan en klump 238U altså blive til 234U i løbet af mange, mange år. 234U henfalder også, og gennem en lang kæde af henfald ender 238U som 206Pb (bly).
Det er gratis at oprette en konto