For to år siden kunne EU's tilhængere juble over aftalen om optagelse af ti nye medlemmer: Øst-landene Polen, Litauen, Letland, Estland, Tjekkiet, Slovakiet, Ungarn og Slovenien samt Middelhavsstaterne Cypern og Malta.
Den Kolde Krig's æra kunne betragtes som definitivt overstået. Europas deling i forbindelse med Anden Verdenskrigs ideologiske blodsudgydelser og Jalta-aftalens skæbnesvangre kompromis mellem Roosevelt, Churchill og Stalin var så godt som helet.
Forleden kunne vi så juble over den forestående optagelse af Kroatien, Rumænien og Bulgarien inden for få år. I Rumænien er der ovenikøbet ved det netop overståede præsidentvalg sket et magtskifte, der betyder en endnu klarere orientering mod Vest.
Kun Ex-Jugoslavien mangler, dvs. Bosnien, Serbien, og Montenegro. Dette urolige hjørne af Balkan vil næppe i overskuelig tid finde vej til den indbyrdes fred og fordragelighed som giver mulighed for fremskridt og tilslutning til EU. Men det skulle gerne blive slutresultatet.
Endnu går Europa ikke politisk til Ural-bjergenes geografiske grænse, men kun til Rusland, Hvide-Rusland og Ukraine. Rusland forbliver en selvstændig stormagt under Putin. Det er halvt europæisk og halvt asiatisk - og bliver næppe nogensinde optaget i EU.
Religiøst gælder også at Europa – med forhenværende pave Johannes Paul 2.'s ord - 'ånder med to lunger'. Der er stadigt et så udtalt skel mellem den romersk-katolske kirke og den russisk-ortodokse kirke, at end ikke et pavebesøg i Moskva har været gennemførligt.
Det er gratis at oprette en konto