Polarhelte i romantikken: Nansen og Rasmussen

I romantikkens tid, betød friluftslivet en hel del. I Norge var sne og skisport et kæmpe hit, og ligeledes blev Fridtjof Nansen også et hit. Han blev et ideal for alle, han gav håb for alle, og han inspirerede alle til at nyde naturen. Fridtjof Nansen levede fra 1861 til 1930. Han var opdagelsesrejsende og videnskabsmand. Hans store passion var at komme til Nordpolen, og i 1893 besluttede han sig for, han skulle fuldføre sin drøm. Han havde 12 mænd med sig om bord, og et specielt konstrueret skib. Desværre var dette ikke nok for Nansen, til at kompletterer sin drøm.

Nanson er tydeligt inspireret af romantikkens tid. I uddraget fra hans dagbog, hører man om hvordan han ser naturen som sin ven.

”Oppe på det blå hvælv blinker stjernerne samme fred som altid, venner som aldrig svigter”

Dette er et tydeligt eksempel på, Nansen sætter al sin lid til naturen. Stjerner kan sagtens svigte, men det skriver Nansen ikke noget om. Han ser natur som sin ven, og finder tydeligt sit jeg i naturen. Han finder venner, og dermed også sig selv. Han beskriver naturen utrolig smukt d. 26. September, 1893. Han er god til at beskrive, og jeg får et klart billede af, hvordan og hvor smuk hans polarnætter ser ud. Han beskriver kun natten, og ikke dagen. Natten er drømmenes tid, og derfor tror jeg selv at Nansen er en ægte drømmer. Den 8. november begynder usikkerheden at dulme. Han lægger ud med at fortælle hans plan er knust, og ligeledes hans teorier. Han må åbenbart have planlagt denne tur, og ikke overladt det til tilfældighederne. Han tænker også en del på andres reaktioner, når han skal hjem igen til Norge. Han virker egentlig fortabt den 8. november. Bedre starter det ikke den 30. november. Han føler åbenbart hans liv regelmæssigt svinger frem og tilbage, for han beskriver sit sind som en pendel. Han er i fuldt sving med at overbevise sig selv om, det hele ikke betyder noget for ham, men alligevel lykkedes det ikke helt optimalt for ham. Naturen bliver ikke beskrevet bogstavelig talt længere, men Nansen, der elsker natur, glemmer den dog heller ikke.