Morten Brask er en tidligere ”sprogfanatiker” forstået på den måde, at han gik virkelig meget op i det danske sprog og dets korrekthed. Han irettesatte folk for den mindste stavefejl og blev decideret irriteret, når folks grammatik ikke var korrekt. Men efter, at have kigget ind ad og spurgt sig selv, hvorfor at det egentlig går ham så meget på, er han kommet frem til at forkert grammatik, ikke nødvendigvis er noget at hidse sig op over. Det kan også ses som en udvikling eller en frigørelse af sproget. Han taler nu til de folk, som han selv har været en del af, og siger ”tag den med ro” måske er det slet ikke så slemt som vi gør det til.
Han lægger i kronikken ud med, at fortælle om den han var. Om at han selv var meget efter folk der ikke stavede korrekt, brugte amerikanske ord eller lavede grammatiske fejl. På den måde fanger han dem, bgsom teksten først og fremmest er rettet mod. Nemlig de ”sprogbetjente” som han selv var en del af. I og med at han identificerer sig med dem, skaber han ikke en distance, som ville gøre det svært at få budskabet ud til dem. Ved at identificere sig selv med modtagerne, anvender han også gendrivelse, da han nævner de argumenter, som han selv har haft i sit hoved. Netop at det da bare er virkelig irriterende at folk ikke kan stave eller tale sproget ordentligt. ”Jeg rettede på folk, når de sagde ’han gik hans vej’ eller troede, at en ’bjørnetjeneste’ var god.” Her rammer han dem, som han ved selv tænker dette. Samtidig er det også en måde at anvende etos på, da han viser at han selv har været en af dem, som han nu skriver til. Han siger jo netop også at han godt forstår dem. ”Det er ikke, fordi jeg ikke sprogrevsernes frustration over folkets ’lemfældige’ omgang med sproget, men de kæmper en uvindelig kamp.” Det er værd at bemærke, at han bruger disse virkemidler i starten af kronikken. Han havde formentlig tabt målgruppen, hvis han bare var startet med at fortælle dem at de skulle slappe af og, at det hele bare er en positiv udvikling af sproget.
Det er gratis at oprette en konto