Forældreautoritet i 'Robinson Crusoe' og 'Martin og Victoria'

Jeg vil gøre rede for hvilke normer og vilkår, der spiller en rolle for forældrene i henholdsvis Daniel Defoes tekst: Robinson Crusoe (1719) og Klaus Lynggaards tekst: Martin og Victoria (1985). Både Robinson Crusoes far og Martins mor griber forældreautoriteten an på to vidt forskellige måder, som jeg vil komme ind på. Derefter vil jeg på baggrund af teksterne, overveje hvordan forældrene burde udvise autoritet i dag. Begge forfattere har beskrevet forældreautoriteten på hver sin måde, bl.a. hvordan den har påvirket børnene gennem de forskellige tider.

Hvis man starter med at se på teksten ’’Robin Crusoe’’, er det hans fader der står for autoritetsansvaret. Familien er fra staden York, og er en forholdsvis god familie. Robinsons fader er af udenlandsk oprindelse. Han kommer oprindeligt fra Bremen, og har været en købmand i Hull, hvorefter han bosætter sig i York med sin familie. Robinson Crusoe, der er den tredje søn, har ikke rigtig en egentlig uddannelse. Hans eneste ønske er at komme til søs, men hans faders vilje er, at han hellere burde studerer jura og blive bosættende i York. Robinson Crusoes fader er en meget klog og livserfaren mand, og derfor ville det havde været meget oplagt, hvis Robinson trådte i hans fodspor og blev ligesom ham, men sådan udvikler det sig ikke til. Faderen beordrer og overtaler næsten Robinson til at blive hjemme ved at give ham foredrag over, hvilke ulemper der vil vente ham ude i den fremmede verden. Han får dog overtalt ham for et kort stund, men nogle få dage efter forsvinder faderens ord bort, og Robinson beslutter sig for at stikke af. Han vælger at stikke af, da faderen er imod hans store drøm om at komme ud og opleve verden. I hans familien er det faderen, der er den mest dominerende. I datiden var det meget normalt, at mændene skulle bestemme over resten af familiemedlemmerne. Det vil så sige, at faderen havde autoritetsmagten og var den bestemmende, både hvad der angik det opdragelsesmæssige, det økonomiske eller det religiøse. I Robinson Crusoes tid, var det ofte faderen eller manden i huset der grundlagde eksistensen de enkelte familiemedlemmer. Man kan fx også se, at Robinsons moder ikke bidrager med noget særligt, da kvinderne har en helt anderledes rolle i hensyn til familien. Robinsons moder skulle mere sørge for maden, huset, drage omsorg hos de enkelte og i det hele taget stå for de huslige pligter. Derfor vover hun ikke at blande sig, da hendes mand planlægger Robinsons kommende fremtid. Hun har ikke magten eller autoritets retten derhjemme, og er dog ikke så indflydelsesrig, da hun bliver sorteret stærkt fra. Magtforholdet derhjemme bliver skitseret på en tydelig måde, da moderen ikke kan yde autoritet på Robinson. Dykker man en smule dybere ned i Robinson Crusoes familie, kan man se at familien må have været meget velhavende. Det kan man se ud fra, at faderen i sine yngre dage drager fra Bremen til Hull og arbejder som købmand der, og senere drager han til York, hvor han bosætter sig med sin familie. Faderen har bestemt ikke haft det nemt, men med slid og slæb har han skabt sin egen identitet og sit eget eksistensgrundland. Robinsons fader har nok prøvet at skabe det bedste ’’image’’ af sig selv, som hans sønner har måttet se op til, men alligevel vælger de at gå hver sin vej. Dengang var det en meget traditionel norm, at den ældste søn overtog sin faders plads og videreførte hans arbejde. Men da Robinson er den tredje søn, kan den mulighed udelukkes med det samme. Konflikten opstår, når Robinsons fader forsøger at holde ham tilbage fra det han ønsker så inderligt. Faderens forventninger vises at være usammenlignelige i forhold til Robinsons. Han vælger nærmest at gøre oprør mod sin fader, da de ikke kan blive enige, fordi at faderen bliver ved med at præge sønnerne til at forblive hjemme i staden York. Robinsons ældste bror trodser også faderen ved at gå imod hans regler, men ender med at dø i kampen. Derfor vil faderen ikke miste endnu en søn.