Krigen mod terror stimulerer terroren

Krigen mod terror stimulerer terroren Krigen mod terror startede som en synkende supermagts kamp for at bevare overherredømmet. Men den er blevet til en selvforstærkende mekanisme, der kan binde os fast i et to-delt verdenssyn i flere årtier frem, skriver professor Ole Wæver i et stort jubilæums-essay på seksårsdagen for angrebet på World Trade Center

af Ole Wæver

Verdenspolitikken omkring terror og antiterror er ved at konsolidere sig som konfliktakse, mønster, global organisering. Grundlaget herfor er tyndt, både fordi der ikke er en stor objektiv sikkerhedstrussel mod Vesten, og der egentlig var ganske specifikke 'konjunkturbestemte' grunde til, at USA lancerede 'den globale krig mod terror' og gjorde det på netop den måde. Alligevel er vi ved at skabe en verden, hvor 'terrorismetruslen' meget vel kan blive vores primære udenrigspolitiske overskrift et par årtier mere.

Et mindre problem

Stort set alle vestlige lande har produceret betænkninger og lederudtalelser, der mere eller mindre ordret siger: 'Terrorisme er sikkerhedstrussel nummer et'. Tilsvarende sjældent er der en god forklaring på, hvordan man kommer til den konklusion. Det ligger ligesom i luften og kan udtales uden begrundelse - og det er snarere vanskeligt for en politiker ikke at sige det.

Hvis man tæller menneskeliv, er terror et minimalt problem i forhold til ikke blot de store faktorer som aids, malaria, trafikken og fedme, men stort set i forhold til et hvilket som helst problem helt ned til lynnedslag og fald i badekar. Mod dette kan for det første indvendes, at potentielle terrorangreb med masseødelæggelsesvåben kan rykke truslen højere op på skalaen, men selv det kan ikke bringe den øverst på listen.