Grænseoverskridende underholdning i det 21. århundrede

Tv-underholdning i det 21. århundrede skal være nyskabende. Det handler om at hele tiden kunne forny og tilpasse sig til netop dét tv-seere vil ha’. Hvad er det så netop tv-seere i det 21. århundrede vil ha’? Tv-seerne vil have underholdning der går lige til grænsen. Det er ikke Hr. og Fru. Hansen, der sidder foran fjernsynet hver fredag og lørdag aften, som kræver nyskabende tv. Det er de unge seere, der vil have den grænseoverskridende underholdning! Den unge generation af tv-seere elsker at se på folk, der udstiller sig selv, på seernes bekostning vel og mærket, for at vinde eller tjene en sum penge. Det er programmer som X-factor, Talent (DR1), hvor almindelige danskere kan stille op og vise deres talent foran hele danskers befolkning og Paradise Hotel (TV3), hvor 12 unge singler tjekker ind på et hotel i Mexico til flere ugers druk og hor. Dette er det 21. århundredes nyskabende tv-underholdning. Er tv-underholdning i dagens Danmark så blevet grænseoverskridende underholdning eller blot tv-programmer »med kant«?

Hovedsynspunktet i Søren Staal Balslevs artikel ”Giftigt: Klædt af” (Weekendavisen den 26. september 2008) er at tv-underholdning i dagens Danmark er blevet en rovdrift på en gruppe mennesker med manglende empati, manglende intellektuelt overskud og ikke mindst manglende finanser og den evigt voksende narcissisme blandt befolkningen. Idéen med programmet Sandhedens Time er, som efterhånden så mange andre tv-shows, ”taget” fra andre udenlandske tv-shows der har haft stor succes, især i USA. Søren Staal Balslev argumenterer igennem sin artikel hvordan danske tv-seere er blevet hensynsløse over for hvilke problemer pårørende til deltagere i f. eks. TV3s nye tv-program, Sandhedens Time. Han bruger Marshall McLuhans analogi som et eksempel på hvorfor tv-seerne bliver hensynsløse ”Det oprørende indhold er som en lækker bøf, der serveres til os af tyven, der ønsker at aflede sindet fra de egentlige problemer”. Marshall McLuhan mener med denne analogi at de grænseoverskridende tv-shows kommer med problemstillinger, som man forsøger at forholde sig til, frem for at tanke over hvad tv-showet egentligt gør ved deltagerne og deres pårørende. Søren Staal Balslev argumenterer for at deltagerne i Sandhedens Time kommer fra miljøer, hvor de ikke besidder personlig integritet, ikke ved hvad de går ind til og det værste at de er ligeglad med de konsekvenser ens deltagelse vil få for én selv og ens nærmeste. Samtidigt mener Søren Staal Balslev at det er helt forrykt at mediepolitikken tillader udnyttelse af de svage individer. Altså bør vi så som tv-seere have sympati for deltagerne? De har jo trods alt selv valgt af egen fri vilje at deltage i programmet. Søren Staal Balslev mener at det er den globale mediekultur som gør at folk melder sig til et program intetanende om de konsekvenser deres handlinger i programmet vil få for deres familier og dem selv efterfølgende.