Ordet saga er oldislandsk kommer af verbet sagja, der betyder ’sige’ eller ’fortælle’. Det kan også betyde beretning eller fortælling og det omhandler ofte en beretning om en person.
En saga er en middelalderlig islandsk eller norsk prosafortælling. De islandske sagaer foregår cirka i år 930-1013. Emnerne er de islandske bondehøvdingers liv i dette århundrede, da det islandske samfund formedes under stolte, egenartede personligheder sammenstød. Sagaerne er skrevet af anonyme forfattere i det 13. århundrede i det man kalder for Sturlunga-tiden – den tid hvor islandsk litteratur var på sit højeste. Sagaerne er de første prosaromaner i europæisk litteratur.
En mand ved navn Halfred kom sejlende til Island ved Breddalen neden for Fljótsdalsherred med sin kone og sin 15-årige søn Ravnkel. Halfred byggede en gård kaldet for Arntrudssted – opkaldt efter en udenlandsk trælkvinde, som død på gården. Næste forår flyttede Halfred sin gård nordpå over fjeldsletten og slog sig ned i Gededal. Halfred drømte, at han blev rådet til at flytte sin gård vestpå over Lagarfljót, hvorefter han den efterfølgende dag flyttede over Rangå til Tange på en gård, der siden blev kaldt for Halfredssted. Her fandt han lykken og boede, til han blev gammel.
Om sommeren red Ravnkel over fjeldsletterne til den ubeboede dal, Jøkelsdalen. I denne dal byggede Ravnkel en gård til sig selv som han kaldte for Adelból. Ravnkel blev gift med en datter fra Skjoldulf fra Laxådalen, Odbjørg, som han får sønnerne Tore og Asbjørn sammen med. Ravnkels højst elskede gud var Frøj, og Ravnkel gav ham derfor halvpart i alle de bedste dyr, han ejede. Ravnkel gav alle folk land, men ville som gengæld være deres overhoved/høvding, og han fik dermed tilnavnet Frøjsgode.
Det er gratis at oprette en konto