Grib dagen: refleksion over nuet og lykken

Budskabet om at gribe dagen og leve i nuet holder, lyder Michael Wagners erfaring.Det moderne samfund og dets mange muligheder, er efterhånden gået hen og blevet en forbandelse. Vi har fået utallige vis af muligheder som har skabt forventninger om, hvad vi skal nå. Vi har fået så mange forventninger, at vi helt glemmer hvad der er væsentligt for os. I det samfund vi lever i i dag, kan vi sagtens bruge mange timer om dagen på at sidde på Facebook, for det har en mening; vi socialiserer. Men når det kommer til at sidde og nyde øjeblikket, så er det ikke noget, der står højt på vores ”to do”-liste. Der er ikke engang noget, der hedder; at nyde øjeblikket – det hedder; at kede sig. Vi har hele tiden brug for at være produktive og lave noget, men hvor tit laver vi noget væsentligt?

Livet består af øjeblikke, og det er helt op til en selv hvordan man vælger, at prioritere dem. Vil man gøre dem betydnings og –meningsfulde, eller blot gøre dem til endnu en ting på sin ”to-do”-liste?Vi værdsætter ikke øjeblikket, men ser det blot som noget, der skal overstås for at nå til det næste øjeblik, hvor alt er bedre, og hvor vi er meget lykkeligere. Det er først, når vi kommer til det næste øjeblik, at vi ser tilbage, og ærgrer os over, at vi ikke nød det forrige. Da min mor var på min alder, drømte hun om at blive voksen og få kørekort, og kunne bestemme over sit eget liv. Nu hvor hun er 43 år, fortryder hun, at hun ikke nød sin frihed dengang, hvor hun ikke skulle bekymre sig om økonomi og ansvar. Vi vil altid have det, vi ikke har, og når vi så får det, vi gik og drømte om, så er det ikke nok, og vi finder noget nyt at stræbe efter, for der er altid grønnere på den anden side.Man skal ikke fokusere på tiden, eller spekulere over, hvad man skal få tiden til at gå med. Det er egentlig ikke så vigtigt, om man forfølger sin store drøm, eller om man lever det simple hverdagsliv, hvis bare man gør øjeblikkene væsentlige. Vi opfatter ikke rigtig, hvad der foregår omkring os, det er som om at vores sanser ligger i dvale. Det er først ved livskriser at det går op for os, hvad vi har. Når alting ser mest sort ud, kan man lige pludselig se noget godt i de små banale ting, der før virkede lige meget. Men er det virkelig nødvendigt med en krise, for at få os til at tænke os om? Man kan komme langt, blot ved at tage tiden til refleksion. Ved at skabe rum, til at mærke efter hvad der er signifikant for en. Det er vigtigt at man fylder sit liv med det der giver mening, for at få et meningsfyldt liv. For er det egentlig ikke det, vi alle sammen stræber efter? Et meningsfyldt liv, der er værd at leve.