Analyse af Peter Seebergs novelle 'Spurvehøgen'

Novellen som jeg vil analysere hedder ’’Spurvehøgen’’, og den er skrevet af Peter Seeberg. Det er af de syv noveller fra novellesamlingen Halvdelen af natten fra 1997. Peter Seeberg er en dansk forfatter, som blev født i 1925 i Skydstrup og debuterede i 1956 med romanen Bipersonerne. Peter Seeberg var kendt for sine meget absurde historier. Novellen handler om en dreng, som hedder Jens og hans far. Faren har denne sygdom, som gør at han får nogle anfald, hvor han bliver stum og ikke kan snakke. En lørdag formiddag da Jens og hans far er ude i naturen for at se på fuglelivet, da han skal fortælle Jens noget, får faren pludselig et af disse anfald, og Jens kigger på sin far, han blik hænger sig især ved farens læber. Faren er flov over anfaldet, og vender sig om, så han ikke møder Jens’ blik. Faren kigger udover engene og kan mærke sønnens blik hvile på ham, han tænker bare han kunne vende sig om og se Jens i øjenene og råbe. Jens bliver meget chokeret og bange over farens anfald ’’Far, sagde Jens, - Du kan, jo ikke tale mere.’’ (s. 141 l. 16). Jens bliver faktisk så bange at tårene løber ned ad hans kinder, han fortæller sin far at det nok skal holde op ’’Det kan ske, far, sagde Jens, det holder måske op om lidt’’ (s.141 l. 18). Og faren står, stille og tænker over hvad der ville ske, hvis han heller ikke kunne tænke mere, imens går Jens over og læner sit hoved op af ham, og siger at de skal tage hjem ’’Vi går hjem far, sagde han’’ (s. 141 l. 25), og Jens kigger bekymret på sin far, han kan se at faren tænker på hvad moren ville, sige til at far kom stum hjem for det måtte jo blive Jens som skulle fortælle det, han ville ønske at moderen ville tage det roligt når de kom hjem. Jens og hans far gik ind af engvejen, da en sort Volvo kørte på landevejen, det var svogeren Niels med hele familien, Jens så at hans far rystede og han sagde til sin far, med et demonstrativt smil at det måske ikke var en god ide, at de kom. Jens spurgte om han skulle hente moderen, han prøvede at tænke igennem hvad der var sket og hvordan faren ikke kunne få et ord, ud af munden. Faren vinker ham over, og da de går ud ud til landevejen vender faren sig om, og pludselig spørger faren Jens om han har taget bilnøglerne med, Jens reagerede ikke på spørgsmålet han blev het chokeret, og blev ved med at sige til faren at han kunne snakke igen, men faren ignorede det og blev ved med at spørge om bilnøglerne. Da de finder bilnøglerne sætter de sig ind i bilen, Jens spørger sin far om det ikke er dejligt at han kan snakke igen, for det syntes han i hvert fald. Men faren tøver og svarer at det er det vel, på vejen hjem i bilen siger faren til Jens at han ikke skal nævne hvad der var sket, til moderen for der var ingen grund til at hun blev urolig. Jens tav men gav faren ret, og han fortalte sin far at det varede i fem minutter, og faren troede det varede i længere tid. Til sidst siger Jens at han ikke havde, det særligt godt med det der var sket, og faren svarer så at det havde han heller ikke, han var ikke bange han syntes blot det var så forunderligt. Jeg syntes ikke denne titel, passer til novellens indhold. For jeg forstår faktisk ikke hvad ’’Se spurvehøgen’’, har med novellens indhold, at gøre. Måske er det fordi de er ude og se på fuglelivet, og faren pludselig får et anfald. Handlingen strækker sig over kort tid, den strækker sig over en formiddag, sådan som fortælleren beskriver miljøet på, hvordan sproget er skrevet, det er et moderne sprog der bliver brugt i teksten, og fordi at i teksten er der ikke så mange ord, jeg ikke kan forstå, så jeg ville gætte på at novellen foregår i en nyere tid. Det foregår på landet, eller i hvert fald udenfor byen, de er tæt ved en landevej. I teksten får man beskrevet miljøet meget godt ’’Og så sig tilbage ud over markerne, hvor åen flød med store rolige hvirvler. Tæt ved åløbet græssede et par Hereford-kreaturer’’ (s. 143 l. 1-2). Man får også af vide at, ikke så langt derfra, gabte der en grusgrav op i maræneskrænten, der var en bulldozer med løftet skovl og Græsset ved grøften var højt og stift. Hovedpersonen i novellen er Jens og bipersonen er faren. Altså man får overhovedet ikke, noget afvide om deres udssende eller alder så personerne er meget flade (næsten ingen beskrivelse), men man kan læse hvd faren tænker og til sidst i novellen, hvordan han havde det med anfaldet, og man får en masse andre ting afvide om Jens, hvordan han har det, med anfaldet og hvordan han reagerer og hvilke følelser han har. Og der er en fortæller, men fortælleren siger hele tiden ’’Han’’, ’’sagde faderen’’, ’’sagde Jens’’, fortælleren siger aldrig jeg, så det er en alvidende fortæller, han har fuldt overblik over alle handlinger og personer, hvis tanker han kender, så personerne optræder i tredje person (han,hun,de). Novellen starter in medias res, det vil sige at vi bliver smidt direkte ind i historien, uden at vide hvad der er sket i forvejen. Novellen er opbygget scenisk, man springer ikke i tid og handlingsforløbet er kronologisk. Novellen er opdelt i 2 afsnit med henholdsvis problemet/begivenheden og løsning/afslutning. Begivenheden er lang og strækker sig fra side 140 linje 1 til side 143 linje 12. Det er der hvor, faren bliver stum og man får deres følelser afvide. Løsningen/afslutningen finder sted, fra side 143 linje 13 til linje 43. Det er der hvor, faren pludselig kan snakke igen, han spørger Jens om han har taget bilnøglerne med. Og slutningen hvor de sætter sig ind i bilen, og aftaler at de ikke skal fortælle moderen hvad der er sket. Novellen er skrevet i fortalt tid dvs. at historien foregår samtidigt med at den bliver fortalt (medsyn). Den fortalte tid strækker sig over en formiddag. Fortælletiden dvs. den tid det tager for at læse novellen bevæger sig med samme fart som fortalt tid, det kaldes scenisk tid. Novellen sætter mange tanker, i gang hos mig. jeg stiller mig selv spørgsmålet, ved moderen at faren får disse anfald? For når man låser novellen, så tror man at moderen ikke kender til disse anfald, faren får, eller om hun overhovedet kender noget til sygdommen han lider af? Eller der hvor svogeren kommer på besøg, med hele familen, der spørger jeg mig selv om resten af familen ved noget til det? For det tror jeg ikke, for faren bliver angst over at de kommer på besøg, fordi han er stum. Jeg tænker også meget over, hvorfor faren er ’’pinlig’’ berørt over anfaldet, for sådan reagere han, vi får flere gange afvide i teksten at han undgår Jens’ blik, men jeg tror faren ’’spiller’’ meget hård udenpå men faktisk er rigtig, følsom og blød indeni. For han vil være der for Jens altid og være et forbillede for ham, og jeg synes Jens er en meget modig dreng, for hvis je skulle opleve noget lignende, at min far pludselig fik et anfald, ville jeg gå i panik. Men man får ikke fortalt i novellen, om Jens har set sin far få disse anfald før, det lader det til han ikke har. Og Jens reagerer meget modigt, han går hen til sin far og fortæller ham at det nok skal gå over. Fortællerens sprog er talesprog, han bruger korte sætninger og få fremmedord, og specielt er der meget direkte tale i novellen fx ’’Jo, det er godt nok sagde han (s. 143 l. 31), ’’Du skal ikke nævne det her for nogen, sagde faderen’’ (s. 143 l. 33). Novellens motiv er farens anfald, fordi det er faktisk det novellen handler om, altså mn får ikke direkte afvide at faren har denne sygdom, hvor han får disse anfald og jeg er heller ikke sikker på, om det er hans første anfald eller han har haft flere af disse. Og det er det samme med temaet, det er også sygdom pga. faren, men også andre ’’undertemaer’’ hvis man kan sige, nogen af dem er angst fordi, faren er bange for Jens’ og moderens reaktion, over anfaldet og han vil ikke gøre noget forkert, og så familie fordi, der er hans familie han elsker mest og vil ikke såre dem på nogen måde og det er jo sønnen der oplever dette anfald sammen med ham.