Sygdom er noget som alle kender til. Nogle sygdomme er helbredelige mens andre kan ændre hele ens liv og tilværelse. To meget afgørende faktorer i et sygdomsforløb er patientens egen indstilling til forløbet og mødet med sundhedsmedarbejderne. Det er meget afgørende om man møder lukkede døre og fyldte venteværelser eller lyttende empatiske læger. Samtidig er man som syg måske også tilbøjelig til at tænke meget over liv og død. I novellen ”Patienten” af Peter Seeberg (1962) møder vi netop en patient, der på grund af sin sygdom er tvunget til at tænke over sin egen eksistens.
Jeg fortælleren i novellen er en Patient der lider af sygdommen bortfald. Novellen bliver fortalt med en indre synsvinkel, da man hører om fortællerens tanker og følelser. Jeg fortælleren i denne novelle er lidt anderledes end i de noveller man læser til dagligt. Mennesker, der således mister snart det ene, så? det andet, men får noget mindre udsat i stedet, kommer til at betragte hospitalet som et kært hjem.
Patientens positivitet
Hovedpersonen er meget positiv og naiv. Han prøver at se meget positivt på tingende gennem hele forløbet, eksempler i teksten er ”Heller ikke denne gang fornægtede lægekunsten sig. Det viste sig jeg gik bedre med to kunstige ben end med to naturlige.” fra linje 14 og 15. ”Den nye lunge var yderst behagelig, luften var nemmere at indånde, hele brystet føltes lettere end før” side 2 linje 48.
Det er gratis at oprette en konto