En tale for alle tider. Specielt i en tid præget af økonomisk angst og frygt for hvad man siger.
Jeg har aldrig været helt og aldeles frygtløs, dvs. der var en kort periode, hvor jeg faktisk var det, men ikke mere end jeg faktisk blev utryg ved mig selv og den styrke som ligger i at være helt uden frygt.
Men jeg har aldrig elsket frygten, har aldrig brudt mig om den, for den er oftere en ufornuftig hindring, end en fornuftig en. Forstået sådan, at fornuften i sig selv skaber handling med omtanke. Frygten i den sammenhæng er omtrent fuldstændig nytteløs, medmindre da fornuften under alle omstændigheder svigter.
Min modstand mod frygten går længere tilbage, end min kritik af Islam, skal det lige siges. For frygten hæmmer en igennem hele livet, skaber en tilknytning til resultater, der hæmmer enhver handling, om det er så er privat eller professionelt, drejer sig om lægge an på en kvinde, eller søge et arbejde, uanset i hvilket tilfælde man tager en chance, så er frygten en hæmsko og i reglen en fuldstændig irrationel af slagsen.
Nogle gange skaber frygten, præcis det problem man frygter. De økonomiske kriser er et tegn på dette. Aktie og valutamarkeder er ikke en uvæsentlig del hysteri. Et hysteri der så udnyttes af spekulanter.
Det er gratis at oprette en konto