Synopse til Bare en regnvejrsaften

Det er kraftfulde ord, der ligger gemt i Halfdan Rasmussens modstandsdigt Bare En Regnvejrsaften, og mindst lige så kraftfuldt et budskab. Da Rasmussen satte sig ned og udformede dette digt under 2. Verdenskrig, var det højst sandsynligt i ly bag mørklægningsgardiner, måske til lyden af tunge, fremmede skridt og stemmer udenfor på gaden. Det interessante ved digtet er Rasmussens udgangspunkt, som på alle måder har været præget af den presserende situation, landet var i. Det har ikke været et narcissistisk ønske om at berige den danske litteraturscene, men derimod et stille kald i stormen, en vækning af det danske folk, der, set fra hans øjne, har været nødvendig. Landets situation har i stor stil begrænset hans poetiske udfoldelsesmuligheder, men han formår dog på fornemste vis, og som en sand lyriker, at få sit budskab igennem, og dermed formidle konsekvenserne af krig set fra hans synspunkt.

Bare en regnvejrsaften på 9 strofer á 8 verselinier beskriver både en mere overordnet samfundsudvikling, men indeholder også en mere konkret historie. Hermed kan digtet deles op i flere afsnit, som hver skildrer et stadie i denne fortælling. Gennem strofe 1 - 3 introduceres vi til landets dystre sindstilstand, her konkret udformet i den våde gade. Gaden bliver altså omdrejningspunktet i strofe 2; den bliver konkretiseringen af det danske land. Det er gaden, der før har været åben og god, det er gaden, der nu bær vold og kulde. Det er på ingen måde tilfældigt, at Halfdan Rasmussen har valgt at bruge regnvejr som ’baggrundsscene’ for digtet. Vejr bruges ofte som indikator for en bestemt sindstilstand, og her er det tydeligt, at han forsøger at skabe en sørgelig og trist stemning, og samtidig associerer regnvejr til tårer. I strofe 1 lykkes det ham også at få luftet hans knap så positive holdning om det tavse flertal, hvilket også er den gruppe mennesker, digtet i stor stil er rettet imod; ”Dråber falder og falder bag forårets spinkle træer.” Det er altså verselinier, der diskret får symboliseret danskerne, som værende spinkle træer – svage, undertrykte individer, der endnu ikke har formået at demonstrere deres modstand mod tyskerne. Går man videre til stroferne 4 – 5, er det her, det egentlige handlingsforløb finder sted. ”Et sted i gadens mørke hamrer en kuldes kno” (strofe 2, vl. 1 – 2). Her følger vi Gestapos jagt på en dansk modstandsmand, en jagt der foregår på den gade, vi i de tidligere strofer har fået beskrevet. Halfdan Rasmussen skildrer tyskerne med ”hårde og kolde stemmer, hårde og