”Peter vi skal køre nu.” Det var ordene jeg havde ventet på hele sommeren, ordene jeg havde lagt længe ud på natten og glædet mig til at høre, ordene jeg havde tænkt på igen og igen, nu var de endelig kommet, men denne gang var det ikke lyden af mine egne tanker, men lyden af min fars stemme.
Motoren brummede da vi startede bilen, selvom den lød som den altid har gjort lød den alligevel anderledes, for jo hurtigere vi kørte, jo hurtigere bankede mit hjerte. Vi endte bag en lastbil, vi sank farten, mens roen spredte sig i kroppen, men det holdt ikke længe før vi igen overhalede, og nervøsiteten kom alt for hurtigt tilbage. Mens der langsomt kom skilte mod Aabybro, betragtede jeg mig selv i spejlet, sad mit hår nu godt, var mit tøj for fint, eller var det ikke fint nok? Havde jeg nu husket det hele, og ville jeg få en god værelseskammerat? Jeg besluttede mig for ikke at tænke mere over det, og smækkede spejlet op.
Vi trillede ind på gårdspladsen, gruset skrabede mod hjulene, mens vi langsomt fandt os en parkeringsplads. Vi var ikke sikre på hvor vi skulle gå hen, jeg kunne se en masse ansigter, og betragtede dem alle, men ingen af dem virkede mig bekendt. Uden at vide det stod jeg pludselig på mit nye værelse, med en tanke om at jeg kom til at bo på dette værelse det næste halve år. Inden længe var mig og min værelseskammerat ved at pakke ud, mens mine øjne og øre reagerede på alt, for at få noget at snakke om. Men inden længe kom det hele af sig selv, og snart sad vi i hallen.
Det er gratis at oprette en konto