De økonomiske skoler: makroøkonomiske teorier

Makroøkonomien er den overordnede linje i samfundsøkonomien. Man kigger på statens vækst. Ved makroøkonomi er der vægt på vores BNP, og sørge for at der er højkonjunktur i vores samfund. Det vil sige, at makroøkonomi handler om aggregerede størrelser. Grupperne af aktører kan eksempelvis være forbrugere, producenter og den offentlige sektor.

Klassikerne (Adam Smith):

Han var skots moralfilosofi. Han levede fra 1723 – 1790, i den tid han befandt sig på denne jord, har han haft stor indflydelse på økonomien og liberalisme, fordi det siges at han var faderen af liberalisme. Han var nemlig grundlæggeren bag det. Han havde den holdning at individet selv skulle styre økonomien, og have den frihed selv, da mennesket er homo oeconomicus. De klassiske skoler havde stor tiltro til markedsøkonomien, fordi han mente at dens kræfter hurtigt ville bringe ligevægt mellem økonomien. Adam Smith ville derfor have at hverken myndighederne eller politikerne rørte ved økonomien, altså sagde han ”HANDS OFF”.

Keynesianerne (John Maynard Keynes)

Engelske Keynes udgav i 1936 en verdens berømt bog ”The general Theory of Employment, Interest and Money”. Keynes havde ikke den samme teori som Smith. Keynes den var helt modsat af Smith. Han valgte at køre ekspansiv finans og- penge politik, altså der hvor myndigheder kommer ind i billedet og fin tuner økonomien på rette spor. Keynes havde nu ikke så meget imod markedsøkonomi, men at mente dog stadigvæk der var plads til forbedringer, han synes at markedet var meget stift og langsomt. Så var det her at myndigheder skulle ”HANDS ON” og hjælpe med at udligne ubalancen. Keynes havde et mål som var ret vigtigt faktisk. Den gik ude på at mindske arbejdsløsheden, og få økonomisk vækst ved hjælp af multiplikator effekten, som går ud på at dit forbrug foregår på danske varer til vi kan sætte gang i det danske kredsløb, som så ville føre samfundet ud af lavkonjunktur. Det var sådan Keynes ville have det. Når det nu var at samfundet lå på lavkonjunktur, brugte han de midler han havde, og det var at føre ekspansiv finans og- pengepolitik, fordi det ville øge individets forbrug på virksomhederne som så ville få gang i arbejdsmarkedet igen, og samtidig ville skattelettelserne falde, til der var flere penge til individet at gøre godt for.