Stil: Den voksne Barnesoldat

Min deling og jeg er udstationeret i Afghanistan. For lang tid siden, skulle min deling, Sergenten og jeg, ud på vores sædvanlige rute. Vores opgave var, at holde øje med de civile. Vi er i krig mod Taliban og Al-Qaida. Jeg har endnu ikke været i kamp. Det er hårdt og barskt. Der gik ikke en dag, uden en civil blev skudt, af en eller anden uopmærksom soldat. Så hørte man jo om aftenen, at han troede han havde en C4 på sig, eller et våben. Og det synes de andre jo er helt okay. På vores patrulje snakkede jeg med en af de andre soldater, i vores deling. Menig Jensen. Han fortalte mig at han var lige kommet tilbage fra fronten, og at han havde nakket mindst 17 Talibanere. Han fortalte også at de brugte børn i hæren. Det ?k mig til at tænke på, hvad fanden det er vi laver! Går rundt og pløkker uskyldige civile og små børn ned. Det ?k mig til at overveje tilværelsen og meningen med livet. Det har altid været det store spørgsmål, “hvad er meningen med livet”. Men jeg nåede ikke så langt i mine tanker, før jeg blev overdøvet af en kæmpe eksplosion. Hele delingen gik til våben, og begynde at skyde. Jeg anede ikke hvad de skød efter, for jeg lå bare på jorden, med halvt lukkede øjne. Jeg kunne se at de skød, men kunne ikke høre en disse. For det eneste der strejfede mine trommehinder, var én stor hyletone. Jeg kunne se mine kamerater falde som ?uer, og jeg kunne ikke gøre noget ved det. Jeg kunne ikke tænke noget som helst. Endelig begynde jeg at få min hørelse tilbage, men det jeg hørte ville jeg give alt for at undgå. Det var rædselsskrig og beden om nåde, der kun blev overdøvet af skud fra en AK47u. Det mest typiske Talebaner våben. Selv Menig Jensen blev skudt ned, som en dåse i en tivoli-forlystelse. Jeg kunne se nogle få skikkelser i røgskyerne. De kom løbene, som en ?ok bissende dyr. Nu var de meget tæt på. Jeg troede først det var en mindre hjernerystelse, der ?k mig til og se syner. Men så fandt jeg ud af, at det ikke var helt almindelige soldater. Bag de millitære uniformer, krismaling og livsfarlige våben, var det små børn. Det var total ufatteligt. Men før jeg kunne nå og tænke den tanke til ende, var de allerede over mig. De sigtede på mig med deres ri?er. Jeg kiggede dem lige ind i øjnene. Der var ikke skyggen af frygt eller tvivl i deres små brune øjne. Men jeg så ikke de kærlige barneøjne, som jeg var vant til og se hjemme i Danmark. Nej, jeg så små mordere, som var revet væk fra deres familier. De kiggede på mig, som var jeg den sidste soldat der skulle nedkæmpes, for at de ville vinde krigen. Pludselig blev stilheden brudt af børnene der talte. Jeg kunne ikke forstå hvad de sagde, men de talte helt sikkert om mig. En af dem viftede kraftigt med sin riffel mod mit hoved. Og en anden pegede aggressivt på mig. En helt tredje gjorde slet ikke noget. Han stod bare og gloede på mig. Han virkede bare ligeglad. Pludselig var det ikke krigere i øjnene på dem, men frygt. De begynde at ryste, og bakke baglæns. De lignede nogle forskræmte skolebørn der