Novelleanalyse: 'Voksne mennesker kan godt tale om sex'

Katrine Marie GuldagerVoksne mennesker kan godt tale om sex, nu er vi så her

Novellen handler om mødet mellem Louise og hendes mor. Louise blev, som femårig, forladt af sin mor, som hellere ville finde lykken, end at passe sin familie. Hun blev skilt fra sin mand, forlod sine to døtre, og flyttede til Indien med sin elsker. Louises søster har født et barn, og derfor har Louise og moren aftalt at mødes på Rigshospitalet, hvor en samtale, snarere morens monolog, finder sted. Samtalen går ud på, hvorfor moren netop var nødt til at handle, på den måde, som hun gjorde dengang i 70’erne, og hun søger konstant selvbekræftelse om, at hun gjorde det rigtige. På den måde stiller forfatteren, Katrine Marie Guldager, som skrev novellen i 2009, spørgsmålstegn ved kvindefrigørelsen, og om det er det værd, at ofre alt på sin vej, og slippe alle hæmninger, for at opnå denne ”frihed”.

Fortælleren er skrevet i 1.person. Til at starte med får vi en beretning omkring familiens forhistorie, og hvordan moren forlod dem i 1977, hvorefter samtalen imellem mor og datter finder sted. Vi har et indefra perspektiv, fra fortællerens synsvinkel, som er datteren Louise. Vi hører både om Louises tanker og følelser, omkring moren, hvad hun tænker, før hun svarer, og hvad hun observerer. S. 120 linje 30 ”Hej mor, siger jeg og giver hende et lille klem. Jeg tror, hun har glemt at købe blomster, i hvert fald har hun dem ikke med.” Dette kan både være en god ting, da vi får indblikket af hvordan fortælleren har det, med hele situationen. Ligeledes kan det være negativt, eftersom vi kan have at gøre med en utroværdig fortæller, da der kun bliver kastet lys over én side af sagen, og fordi fortælleren nemt kan sætte moren i et meget dårligt lys. Fortælleren har et ydre blik, når moren beskrives. S. 120 linje 27 ”Hendes lange fletning er den samme som dengang, hun forlod os.” Her mindes vi endnu engang om, at moren har forladt dem. Citat fortsat: ”Der er i noget tøvende, næsten sygt i hendes gang.” Citatet fortæller os, at Louise føler, at moren er en usikker person. Hun søger konstant selvbekræftelse, og vil høre at hun traf den rigtige beslutning. S. 130 linje 91 ”Var det meget forkert af mig at forlade din far?” Louise prøver bestandig at undskylde morens fejl, og fortrænger sit egentlige behov, frem for at sige hvad hun har på hjerte. Hun ønsker inderligt at fortælle moren om sine problemer, men hun kan ikke få sig selv til det. Louise kender ikke sin mor længere, og selvom hun siger at det er okay, føler hun sig såret og svigtet. S. 131 linje 124-126 ”Jeg havde lyst til at fortælle hende, at Niels Peter og jeg ikke kan få børn… Men selvom min mor nogle gange føles tæt på, så føles hun det meste af tiden meget langt væk.” Louise føler ikke, at de er på samme bølgelængde, da moren ser ud til at leve i sin egen lille verden, og på den måde er meget fraværende, både fysisk og psykisk. Moren forstår ikke Louise, og Louise forstår ikke moren, for de lærte aldrig hinanden at kende. S. 130 linje 136 ”Nu ender det med, at hun bliver gammel i Indien, og jeg kommer aldrig til at lære hende at kende.” Dette understreger deres distancerede forhold. Selvom Louise siger, at hun ikke bebrejder moren noget, er hun meget sur på moren, men føler sig ikke tæt nok på hende, til at fortælle hvad hun i virkeligheden føler.