Det var den 26. Maj 1992 og dagen var kommet til finale i europamesterskabet mellem Danmark og Tyskland . Danskerne var favorit i den her kamp selvom de var kommet med fra et afbud af de jugoslaviske landshold pga. borgerkrigen.
Der var ingen der havde troet på at Danmark ville komme i finalen, selv min fodboldtossede far troede ikke på det, imens lille otteårige mig troede fuldt og fast på Danmark som altid.
Tiden var inde til årets kamp og min far og jeg stod i stuen med vores landsholds kluns og skrålede til nationalsangen, mens mor sad og strikkede og lod som om hun ikke interesserede sig for kampen.
Kampen blev fløjtet i gang og min far og jeg satte os i sofaen klar til at springe op hvornår det skulle være. Tyskerne havde en masse chancer og jeg var ved at blive lidt bange for ham Jürgen Klinsmann der. Der var gået 19 minutter og Danmark havde bolden nede i tyskernes ene hjørne hvor Kim Villfort laver en fræk aflevering med hælen ned til Povlsen, som lægger den til John Jensen , som smadrer den op i net taget. Danmark var foran 1-0. Nu begyndte det at runge i fjernsynet da de danske fans skreg af deres lungers fulde kraft :” Deutschland, Deutschland alles ist vorbei, alles ist vorbei”.
Det er gratis at oprette en konto