Bantikka: Efterspil efter FN's fredsskabende styrke

Efter FN’s fredsskabende styrke er kommet til Bantikka, er overgrebene stilnet af, og i nogle områder er de helt stoppet. Det går dog langsommere end håbet, for kun 10.000 soldater ud af de 20.000, som Sikkerhedsrådet blev enige om at sende, er ankommet til Bantikka. Det er en svær fremtid, de overlevende går i møde. Op mod 200.000 personer er blevet dræbt, og 50.000 personer er stadig meldt savnet. Flygtninge og internt fordrevne er så småt begyndt at vende hjem til de landsbyer, hvor FN nu har kontrollen. Men mange bliver fortvivlede, når de ser, hvad der er tilbage af deres hjem. Tusinder af kvinder skal forsørge deres børn alene uden hverken mand, hjem eller arbejde. Og mange familier bruger hver dag timevis på at lede efter deres savnede, forsøge at forstå katastrofens omfang og sørge over de tabte liv.Damaro Sutok er gået under jorden, og landet bliver styret af en midlertidig regering. Men den nye regering har svært ved at kontrollere regeringshæren, for mange soldater er stadig loyale over for Sutok. Selvom ingen har set Sutok på Bantikka i nogle måneder, viser nyhederne en gang imellem videoer af ham, hvor han sværger, at hans styrker vil give FN kamp til stregen. FN regner med, han stadig befinder sig på Bantikka, men at han skjules af loyale støtter. Imens arbejder internationale jurister på en anklage mod Damaro Sutok for folkedrab mod det minolske mindretal, så han kan blive stillet for retten. På en madras i en lejlighed i Tolva ligger Feliks’ søster krummet sammen. Ved siden af sidder Feliks og stryger hende over håret. Hun har ikke sagt et ord, siden den dag hun blev bortført af en gruppe soldater ved en kontrolpost på vejen til en flygtningelejr. Heldigvis lykkedes det hende at flygte efter nogle dage og finde familien i flygtningelejren. Da der gik rygter om, at situationen i Tolva nu var under kontrol, besluttede familien at vende tilbage til deres lejlighed. Til deres store overraskelse var Feliks allerede vendt tilbage til lejligheden og ventede på dem. Madrassen er det eneste, familien har tilbage. Alt andet er blevet stjålet. Men familien er lykkelige over at være blevet genforenet og over, at de trods alt har hinanden. Det er meget mere end mange andre. Nu venter mange års arbejde med at få landet på fode igen og hjælpe alle de hundredtusinder af hjemløse, sørgende og sårede minolere og sanesere, der skal prøve at bo sammen i det samme land igen.