Winston skulle til at åbne døren, men han opdagede at dagbogen stod åben.
NED MED STOREBROR stod der i den. Han ville ikke lukke dagbogen, for blækket var ikke tørt. Han åbnede døren. Det var Mrs. Parsons. Hun spurgte om Winston ville hjælpe med køkkenvasken. Afløbet var tilstoppet. Winston ville godt hjælpe. De gik ind i lejligheden. Lejligheden var større end Winstons. Det var rigtig rodet. Hockeystave, en revnet fodbold og snavsede shorts flød på gulvet, bordet flød med snavsede tallerkener. Det stank af kål og sved. Køkkenvasken var fuld med snavset
grønlig vand, der stank af kål. Det lykkedes Winston at tømme vandet ud. Han gik ind i stuen. To børn kom løbende ind. Du er en forræder, du er en tankforbryder sagde drengen. Mrs. Parsons sagde at børnene var skuffede fordi de ikke kunne se henrettelserne. Winston sagde farvel og gik. Da han kom hjem spekulerede han på at om han kunne finde mere at skrive i dagbogen. Pludselig tænkte han på O’ Brien. For 7 år siden havde Winston drømt om at han gik igennem et mørkt værelse, og da han gik forbi en derinde sagde han: ”Vi mødes engang der, hvor der aldrig er mørke.” Der var ingen tvivl om at det var O’Brien der havde talt til ham i mørket. Winston vidste ikke hvad det betød, men han vidste det ville ske en dag. Teleskærmen slog fjorten. Han skulle i ministeriet kl. 14. 30. Inden han gik, skrev han i dagbogen: Til fremtiden eller til fortiden, til en tid, hvor tanken er fri, hvor menneskene er forskellige fra hinanden og ikke ensomme – til en tid, hvor sandheden eksisterer, og hvor det, der er gjort, ikke kan ændres. Han lagde dagbogen ned i skuffen, selvom det var håbløst at prøve at gemme den…
Det er gratis at oprette en konto