Drama-dokumentarisme i filmen 'Christiane F.'

Drama-dokumentarisme – I forhold til filmen ”christiane”.

Hvad er dramadokumentarisme:

Dramadokumentarisme er en bestemt film eller tv-genre, kan samle fiktion og fakta i et spektrum. Eks. I spillefilm bruger de f. eks en faktuel person (en virkelig person) og digte historien videre. Dramadokumentarisme opstod i engelske film og dermed og tv i 1960’erne. Her kan filmen:” vrede unge mænd” også nævnes. Dramadokumentarisme skildrer virkelig hændelser og ikke egnede billeder. Faktuelt kan det være lige fra en historisk begivenhed til en person.

''Christiane F.'' er en trist, beskidt se på de rædsler af narkotikamisbrug, og''rædsler''er det operative ord. Christiane (Natja Brunkhorst), en 13-årig, der er billedet af uskyld i starten af historien, der snart bliver lige så fordærvet som heltinden i enhver horror film.En ulykkelig knuse, en skødesløs mor og den djævelske takt til rockmusik tilsyneladende føre hende direkte fra renhed ind i prostitution.Forfærdelige ting ske for Christiane. Hun vender uhyggelige farver, farvning hendes hår rødlig orange som hendes hud får et grønligt bleghed. Hun stikker nålen, når nålen ind i hendes arme, alt dette chronicled af kameraet på meget tæt hold. Efter at have forsøgt at holde op med heroin kold tyrker, har hun en opkastning scene langt mere stomachturning end Linda Blairs. Hun ure narkotika tage hendes venner til randen af døden, og ud over kanten.''Christiane F.''åbner i dag i to versioner - med undertekster for arthouse-crowd på Plaza og overspillede til engelsk for National Theater lånere kun interessere sig for filmens udnyttende side. Helt muligvis vil Nationals seerne være dens sandere valgkreds, for''Christiane F.''koncentrerer sig næsten udelukkende om den sensationelle aspekter af dens historie. Det gør meget lille indsats enten at udvikle sympati for sin heltinde, eller at redegøre for hendes groteske tilbagegang. Der er ingen der svarer indsigt til at ledsage sin elendighed.Christiane bor sammen med sin nyligt fraskilte mor, der er at se en ny kæreste, og som har lidt tid til sit barn. Christiane er også en fan af David Bowie. Det er virkelig alt, hvad vi ved om hende, når hun begynder på vejen til ruin. Hun lægger på masser af makeup, besøger et diskotek og falder i med en hurtig crowd. Sammen, til lyden af Mr. Bowie musik, de ødelæg et indkøbscenter.Christiane har hun øje på en dejlig dreng (Thomas Haustein) med en selvfremstillede tatovering på sin hånd, og hun beslutter sig for at give sig selv en matchende tatovering.Så den pæne dreng viser sig at være en heroinmisbruger. Det er kun naturligt, filmen ser ud til at sige, at Christiane, der allerede har haft nogle praksis punktering sig med en nål, vil ønske at blive en narkoman også.Vendepunktet i Christiane liv synes at være en David Bowie koncert, som hun ure raptly fra front-row center. Synet af Mr. Bowie, som gør en kort optræden, er nok til at få hende til at sluge en håndfuld piller. Mr. Bowie tilstedeværelse, både her og på soundtracket, er det bedste i filmen, og så måske Christiane stærke reaktion er læselig. Men der er ingen antydning om, hvorfor hun vender sig til narkotika som en reaktion på enhver form for spænding eller angst, på samme måde som heltinden i''Jeg er Dancing så hurtigt jeg kan''- en film, at næste til denne ene, som''Askepot ser ud.''