Analyse af Max Kestners syn på dokumentarisme

Max Kestner: ”Jeg er en af dem, der tror, at sandheden er min”

Fiktion er en konstruktion, der er tænkt, og litterært bliver betegnet som den helt eller delvis opdigtede personkreds, handling og skueplads. Modsætningen til dette er dokumentarisme, som er fortælling og fremstilling af den virkelige verden. Afgrænsningerne er utydelige, og skaber tvivlsspørgsmål for mange mennesker, når de skulle kunne skildre mellem disse to. Max Kestner, en dansk instruktør og tv-tilrettelægger, har skrevet en artikel i film- og mediemagasinet i 2005 om hans dokumentarfilm, Nede på Jorden. En dokumentarfilm, der har det stødet folk. Folk provokeres af, at den har et formsprog, og sætter derfor spørgsmålstegn ved, hvorvidt det så kan være dokumentarisme.

Max Kestner skriver i artiklen, Max Kestner:” Jeg er en af dem, der tror, at sandheden er min”, om hans dokumentarfilm, Nede på Jorden, der ikke har fået megen succes. Filmen har gjort jurymedlemmer utilfredse, og har gjort at mennesker udvandrede fra forestillingen, fordi de mente, at de ikke var kommet for at se fiktion. Det irriterer Kestner, at folk har den opfattelse, at dokumentarfilm ikke skal være planlagt, inden den optages. Han er uenig, for han mener, at en planlagt og instrueret film også kan være sand. Kestner indrømmer, at han instruerer alle hans film, også dokumentarfilm, for han sætter en ære i det, og påstår med den indrømmelse, at en god film virker bevidst, som en bevidsthed der selv ved, at den er i færd med at fortælle. Ifølge Kestner snyder man sig selv, hvis man tror, at historier er noget, det ligger ude i verdenen, og bare er noget der kan hentes ind og fortælles. Hans primære synspunkt er, at det er afgørende både for kvaliteten og moralen at vedkende sig, at filmen ikke er sande. Man fralægger sig ansvaret ved blot at sige, at man er en viderebringer af virkelighed, og hvis ikke fortælleren tager ansvaret, vil de medvirkende i filmen stå tilbage med ansvaret, men da de ikke kan tage ansvaret for en historie, som fortælleren har fortalt, så er der ingen, der står tilbage med ansvaret. Så ifølge Kestner kan man lave en god film, uden at tage ansvaret for den. Han gør det klart, at han ikke fortæller virkeligheden, men historier om den, og som instruktør kræver mange valg, når man instruerer og dertil også mange fravalg. ”Man skal jo vælge sit billede, sin karakter, sit lys og sine lyde. Og hvilket billede vælger man, hvis man ikke ved, at man har et valg?” (s. 15). Kestner kommer med mange argumenter, bl.a. at nyhedsjournalistik heller ikke er virkelighed, da en rapporter, der står i en direkte transmission fra et fremmede land og fortæller, hvad der sker omkring ham, tilstår, at det er hans oplevelse af virkelighed. Det passer godt til hans forrige argument med at, vi ikke fortæller virkeligheden, men kun historier om den. Han fremfører til sidst at de bedste dokumentariske øjeblikke er meget godt tilrettelagt, og kræver sin helt egen instruktion, og at det er disse øjeblikke, der giver film liv, som er det helt afgørende for en god film – at rammen er fyldt ud med liv. Om end det handler om fiktion eller dokumentar, har den dokumentariske øjeblik det afgørende for en film. Hans hovedpåstand er at der ikke er en stor forskel mellem dokumentarisme og fiktion, og hans begrundelse er, at det er sproget og virkemidlerne, der er historien, så virkeligheden er kun stof til historien.