Badeværelset, en novelle

Ariela og Ethlar er flyttet sammen i en supermoderne lejlighed. De arbejder begge hjemme og har kun kontakt med deres arbejdsplads via computere. Begge har gjort hurtig karriere i deres firma og er blandt favoritterne til en stilling som underdirektør. Deres hjem er meget moderne og klinisk rent. Computere, tv og andre elektroniske maskiner spiller en stor rolle i deres hverdag. En dag kommer Ethlar hjem med en blomst til Ariela hun sætter den på badeværelset. Den er selvfølgelig af plastisk. Tror de!

Præcis klokken syv ringer Arielas vækkeur. Det var første gang siden hun købte det, at det ringede til tiden. Der havde ikke været andet end bøvl med det vækkeur. Ariela kunne bedst lide at vågne præcis klokken syv, hun kunne gå helt i selvsving, hvis det først ringede fem minutter senere. Det var nok en lille tvangstanke hun havde. Selv Ethlar syntes det var skørt, manden som ikke kan have, hvis håndklæderne ikke hænger lige ude på badeværelset. Hun kigger til siden hvor Ethlar ligger og sover. Hun kan ikke lade vær med at smile, hvor ser folk fredelige ud når de sover. Ariela smutter ud af sengen, og tager sin morgenkåbe på. Hun skynder sig ud på badeværelset og børster sine tænder. ”Der er ikke noget værre end dårlig morgenånde”, tænker Ariela og propper sin tandbørste ind i munden. Mens hun står og børster tænder, skæver hun over til blomsten i vindueskarmen. Utroligt nok lignede det at blomsten var vokset, hvilket ikke ville være muligt fordi den er af plastik. Ariela rystede på hovedet. Hun brød sig ikke særlig meget om den, dens farverige ydre passede ikke særlig godt, ind i deres hvide, nymoderne badeværelse. Stort set alle rummene i lejligheden, havde hvid som den styrende farve. Ariela kunne lide det på den måde, simpelt, hvidt – overskueligt. Det var hende der havde bestemt det meste af indretningen. Ethlar var ligeglad med hvordan de boede, som han plejede at sige: ”Hvis du er glad, så er jeg glad”, og så derefter gå over til hende og kysse hende blidt på panden. Ethlar var den vigtigste person i hendes liv, de havde været sammen i snart to år, og hun elskede ham mere end noget andet. Så det at hun havde fået blomsten af Ethlar, var nok til, at hun ikke kunne nænne, at smide den ud. Ethlar var kommet hjem med den for nogle dage siden. Det var med vilje at det ikke var en rigtig blomst. Intet levende – ud over dem selv, kunne leve i deres lejlighed, så nemt var det. Hverken Ariela eller Ethlar ville huske at vande den. Det havde de prøvet så mange gange før, men planterne er endt det samme sted hver gang – i containeren. Ariela sætter sin tandbørste på plads. Hun kigger over på blomsten igen, hun kan ikke lade vær. Der er et eller andet ved den, som fascinerer Ariela. Hun skal lige til at røre ved en af dens røde plastik blade, da det bipper ude fra køkkenet. Hun skynder sig der ud. Det var kaffen der var færdig. Ariela elskede den kaffemaskine. Den havde en timer, så den præcis klokken 07.15 havde en dejlig varm kop kaffe klar. ”Længe leve elektronik”, siger hun højt og tager en tår af kaffen. Hun går ind i stuen og sætter koppen på spisebordet. Ariela elsker stuen. Den er stor, og der er det bedste lys, på grund af det store panoramavindue. Hun tænder for fjernsynet, og slår over på Tv2 hvor der er GO’ Morgen Danmark. Når hun skal arbejde kan hun bedst lide, at fjernsynet er tændt, på en eller anden måde hjælper det hende at arbejde bedre hvis der er lidt støj i baggrunden. Det er nok fordi hun ikke kan lide at sidde i den store lejlighed alene, og det eneste hun kan høre er hendes egne tanker. Ariela tænker tit for meget over tingene, det siger Ethlar også. I hendes verden skal alting være så perfekt. Hvis tingene ikke er i orden, kommer der rod, og når der kommer rod er der problemer. Hun hader problemer. I hendes barndom var der ikke andet end rod, og det vil så også sige problemer. Hun var træt af, at hun tit var grunden til, at der var problemer. Så i stedet for at være den glade, livlige pige hun var, blev hun den der gjorde og sagde de ting, som folk ville have. Da hun så mødte Ethlar, følte hun, at hun blev sig selv. Han var så livlig og sjov, at det smittede af på hende. De havde det så godt og Ariela kunne ikke være mere lykkelig, lige indtil at Arielas mor dødede. Alt den lykke hun havde fået tilbage igen, da hun mødte Ethlar, dødede med hendes mor. Ariela var ked af det i lang tid, der kom en masse rod. Men end dag besluttede Ariela, at hun var nød til at tage sig sammen, og få styr på sit liv, starte på ny. Derfor flyttede Ariela og Ethlar ind i den nye, store treværelseslejlighed med de store panoramavinduer. Hun skulle have lys og overskuelighed, derfor blev hendes nye yndlingsfarve hvid. Det var ikke kun Arielas smag i indretning der ændrede, hun ændrede sig også selv. Hun blev indelukket, og satte alt sit fokus på sit arbejde. Det vigtigste i hendes liv nu var, at få den stilling som underdirektør, som hun så længe havde ønsket sig. Så Ariela og Ethlar havde ikke særlig meget tid til hinanden. Ethlar arbejdede selv på at blive forfremmet. Hun glemmer tit hvor meget Ethlar egentligt betyder for hende, det er som om hun ikke tør at knytte sig så meget til Ethlar, som hun engang var. Hun er bange for at miste det eneste, som betyder alt for hende, og bange for smerten der følger med. Ethlar er meget tålmodig med hende, han passer på hende og sørger for hende, men holder sig samtidig på afstand, så hun ikke bliver skræmt. Ariela sætter sig ved spisebordet, og laver den opgave færdig, som hun skal aflevere til sin chef i morgen. Hvis hun sender den til sin chef i dag, må det da give gode point, også er hun helt sikkert godt på vej til at blive underdirektør. På under to timer er Ariela færdig med opgaven, og hun sender den til sin chef. Nu hvor hun er færdig, ved hun ikke hvad hun skal lave. Hun lukker computeren ned, og sætter sig over i sofaen. Hurtigt går hun forbi alle kanaler, der er aldrig noget i fjernsynet om morgenen. Nyheder gider hun ikke se, det er altid det samme – krig og politik. Hun stopper ved et program om unge der i en hel sommer, ikke laver andet end at feste. Hun følger med i et stykke tid, men det interessere hende ikke særlig meget. Hun synes de er tomhjernet, de eneste problemer de har, er hvad de skal have på eller hvad de skal bruge dagen på - feste hele dagen eller slikke sol? Sikke et dilemma. Lige så meget som hun afskyede deres ynkelige liv, ville hun godt være den der levede det. Tænk at man kunne være så ligeglad med alt, bare have det sjovt, det måtte være befriende. Hun lukkede øjne og forstillede, at det var hende der bare kunne gøre hvad hun ville.