Eventyrets typiske træk og karakteristika

Oftest har personerne i eventyrene ingen navne, men fungerer i stedet som typer, dvs. repræsentanter for personer med tydelige egenskaber og uden indre udvikling: Den onde stedmoder, den gode konge, den smukke prinsesse og prinsen på den hvide hest.

Overnaturlige væsner

har deres helt naturlige (sic!) plads i eventyrenes univers. Her findes der kæmper og andre fantasifulde væsener, dyr kan tale og trylle og dermed kompensere for det, som de mere stereotype personer ikke kan.

Tid og sted

I et eventyr hedder det aldrig: I 1648 lod kong Otto af Franken sine sønner kalde... I de fleste eventyr er handlingen nemlig en alment gyldig hændelse, som kan ske for enhver og altså uafhængig af en bestemt tid, et bestemt sted eller en navngivet person.

Faste vendinger

Heraf følger også, at sproget arbejder med stereotyper, dvs. faste vendinger, der er let genkendelige for læseren. Til de typiske eventyrudtryk hører fxindledninger med Der var engang... og slutninger som Og de levede lykkeligt til deres dages ende. Til eventyrets fast struktur hører også gentagelsen som princip. Rapunzel, Rapunzel, lad falde dit hår, råber heksen og senere kongesønnen gentagne gange op til tårnet, hvor prinsessen med det lange hår sidder fanget.

Talsymbolik

2 3 7 12