Indhylet i skadestuens konstante larm og bekymret snak sad en en ung kvinde i en stol, men hænderne på sin dunkende tinding. Hun bladrede let igennem et blad, og skimtede artiklerne.
Læger sendte Clara Klausen irriterede blikke, da de passerede hende.
Mens hun var optaget af tankerne om hvad hun skulle foretage sig efter hun fik den uundgåelige fyreseddel, drog Claras blik til den automatiske dør, der åbnede sig for en tårevædet kvinde.
I samme øjeblik burde hun have rejst sig og assisteret kvinden, men på dette tidspunkt var hun ligeglad. Hospitalet havde jo sikker allerede vurderet at de ikke havde brug for hende assistance længere.
Clara faldt sammen i stolen, da kvinden småløb over til hende. I sit hold havde hun et lille barn, hvis hyl næsten overgik hospitalets larm. Clara sukkede. De seneste par dage havde hun oplevet den samme hysteriske kvinde, der sværmede til hospitalet, så snart hendes barn udløste et grædeanfald. Hun var træt af overreagerende mødre. Specielt denne mor.
”CLARA!” Skreg moren, mens hun svingede let med barnet. ”Han vil ikke stoppe, jeg ved ikke hvad der er galt!”
”Goddag igen, Mette,” Claras stemme havde en monotone klang, og hun løftede ikke blikket fra sit blad. Hun kendte nu kvinde så godt at de var på et første navns basis.
Det er gratis at oprette en konto