'Forladt', en novelle om svigt og fortvivlelse

Vinden rev i håret og gjorde det svært for hende at se hvor hun gik. Stenene skred hele tiden under de små, røde ballerinasko. Hånden rodede efter noget i lommen. Læbepomade, en tyver, to sammen krøllede boner, en hårelastik. Tre sorte hår sad viklet rundt om den hvide elastik. Forsigtigt pillede hun dem af før hun samlede håret i nakken. Det gyste ned af armene når vinden pustede hende bare nakken. Hun stirrede ud over det mørke blå hav. Fødderne frøs så meget at hun ikke mærkede den første bølge skylde hen over de røde sko. En fugl skreg hæst et sted i havet bag hende. De mørke øjne bag de sortmalede øjenvipper blev blanke ved lyden af den ensomme fugls skrig. En sort tåre trillede langsomt ned af den mørke kind. Hun gjorde intet for at skjule de næste tårer, som blev ved med at strømme ned af kinderne. Et hårdt vindstød fik en tot af det opsatte hår til at klistre fast i hendes tårevædede ansigt. Hun fjernede hårtotten med den ene hånd, men så at den var blevet sort og våd efter det udsplattede mascara. Vreden boblede op i hende. Hun sparkede til en halvstor sten så de stivfrosne tær smertede voldsomt. Hun begyndte at gå. En halvstor sten under de røde sko skred, og hun landede hårdt på de våde sten. En bølge skyllede inder under de stramme cowboybukser. Hun lagde de åbne håndflader på de våde småsten og ventede på næste iskolde bølge. Hun mærkede små stene bevæge sig under fingrene. Samlede en op og drejede den i hånden uden at kigge på den. Forestillede sig hvordan det så ud. Mørk som hende selv, med tusindvis af små røde pletter, som var boret ind i hendes egen krop, efter hvert nedladende ord faren havde sagt. Derudover de skjulte sorte streger. Dem som kun få ville kunne se. Dem som betegnede hver eneste gang faren havde rørt ved hende. Skylden slog hende ud og hun mærkede hvordan overkroppen gav efter og faldt til jorden. Skyerne over hende var blevet til én. Hun mærkede den pludselige regn skylle ned over sig. Slappede af i hele kroppen og koncentrerede sig kun om den bidende kulde, som kom fra alle sider. Fra jorden, fra havet, fra himlen. En bølge greb fat om de røde sko. Trak dem af og efterlod sig de bare fødder. Hun satte sig op. De røde sko flød, som to små skibe, i det store mørke blå hav. Hun fik fat i den ene, men den anden var allerede langt ude. Hun så sig rundt. Hun sad ikke længere i vandkanten, bølgerne var trukket længere op ad stranden. Langsomt slugte de sandet og forvandlede alt til mørke.