Dansk politik under Besættelsen

Tidligt om morgen d. 9. april rullede de tyske kampvogne og tropper over Danmarks grænser. Tyskland udmeldte allerede fra starten at de var villige på at samarbejde, dog på nogle betingelser. Danmark skulle hjælpe med resurser, og også stille mænd til rådighed. Spørgsmålet var bare om Danmark var med på det? Men man blev hurtige enige om at det nok ville være bedst eller nødvendigt t at følge tyskernes forslag. Fordi chancen for at besejre tyskerne var lige med nul. Derfor besluttede man at tyskerne fik deres vilje. Efter dette udsendte kongen og regeringen et opråb, hvori man forbød enhver modstand mod besættelsestropperne. Tyskernes interesse i Danmark var dog blot at komme videre mod Norge for at stoppe jernmalmsproduktionen. Jernmalmsproduktionen var en vigtig del i 2. Verdenskrig. Norge producerede og eksporterede jernmalm, så Tyskland havde stor interesse i at stoppe og selv benytte jernmalmen.

Konflikter fra 1930’erne udviklede sig, og nu hvor Danmark var blevet besat, mente højrefløjen at især socialdemokraterne og De radikale havde handlet forkert eftersom at det er et politisk regimes første og vigtigste opgave at beskytte borgerne og territoriet. Venstre og Konservativ mente ikke at de havde levet op til de krav så det blev der sat en del fokus på. Men med statsminister Stauning i spidsen som en ferm taktiker lykkedes det at inddæmme den tungeste kritik. Den 10. april 1940 besluttede regeringen at udvide regeringen med to gange 3 ministre fra hhv. Venstre og Konservativ. De to oppositionspartier gik kun modvilligt med fordi de følte ansvar for det danske land. Udvidelsen af regeringen betød et skridt til højre for dansk politik eftersom Venstre og Konservativ tog sig betalt for at have del i ansvaret. Regeringen og oppositionen, var lige fra starten bange for at besættelsesmagten ville lade DNSAP (de danske nazister) få magten. Det store spørgsmål var, hvor langt og med hvilke mål for øje DNSAP havde besættelsesmagtens støtte. Usikkerheden og frygten for at de skulle komme til magten truede hele tiden regeringen. Tyskerne gennemskuede hurtigt at Danmark ikke var interesseret i nazistisk styrer og benyttede så de muligheder der var. Selvom der var uenighed blandt besættelsesmagtens repræsentanter om, hvilken rolle DNSAP burde spille, mente man at et nazistisk styre i et land som Danmark, ikke ville kunne fungere eftersom der ikke var den store opbakning blandt danskerne.