Sixteen_Stil

Pulsen havde aldrig været hurtigere og dunkende. Sveden løb ned af panden på Elias, da han gik ind af den tunge trædør, og så Jesus hængende i øjenhøjde lige foran hans nervøse ansigt. Han stak hænderne i lommerne, for at skjule blodet. Han følte han skulle ind og lyve for selveste Gud, selvom han ingen gang var i troen mere. De sad inde i den brune gamle chaiselong og blundede til Mozart. ”Hej..” kunne han lige få presset ud af mundvigen, svaret var det samme som de sidste mange år: ”God eftermiddag Elias, gå op på dit værelse og læs lektier, og kom derefter ned og hjælp din moder med middagen.” Elias væmmes ved hans stemme, og følte en kæmpe vrede igen. Svarede han igen, viste han godt hvad konsekvenserne ville være. Han ville bare ud der fra hurtigst muligt igen. Det blev han nød til, ellers kunne han ligeså godt gøre ende på det hele. ”Nej far jeg magter ikke at hjælpe mor igen i aften!” Noget blev han jo nød til at sige før hans plan kunne lykkes. For første gang åbnede Mona og Henning deres øjne, og kiggede helt satanistisk på ham. ”Hvad bilder du dig ind din skarnsdreng! Kan du så stavre op på dit værelse, og bliv der indtil du har angret!” En lettelse ramte ham i brystet, og han gik stille og roligt op på værelset. Døren lukkede, og en dyb hver trækning fyldte Elias lille værelse. Han fandt en sportstaske frem, og begyndte at fylde den med lidt tøj. Han flyttede 4 bøger fra bogreolen, og tog en lille flaske Vodka, samt en pakke Prins light. Han ville sove til næste dag, inden aktionen gik i gang. Elias vågnede forpustet og satte sig brat op i sengen. Han havde haft det værste mareridt. Han gik ud på toilettet, og mødte for første gang hans eget blege og rystende ansigt. Et par tårer ramte klinkegulvet. Han bankede så hårdt ind i væggen som overhovedet muligt og hånden blev mere blodig end i går. En række skrækslagende billeder ramte Elias bevidsthed. Det lange røde hår flakkede om hans øjne. Hendes blanke øjne der virkede helt sorte. Elias kunne næsten ikke åbne hans øjne igen, de var låst fast, fra virkeligheden. Han vidste at han havde gjort noget forkert. Meget forkert. Han skulle væk nu før det var for sent. Elias kunne næsten ikke tro at hans forældre gav ham stuearrest så tit, over så lidt. Han var så træt af dem som aldrig før. Endnu en grund til at stikke af, livet var mere end at læse bibler og bede. Blev han, vidste han dårligt nok hvad der ville ske af konsekvenser. Fængsel ville nærmest være luksus frem for at være låst fast i dette hus. Fandt de ud af sandheden, ville han være mere bange for dem, end for satan. Han fandt den pakkede sportstaske igen, og stod og kiggede på den i et par minutter. Han prøvede at finde det mest anonyme sæt tøj frem, så han hvert fald ikke lignede sig selv. Han valgte nogle sorte træningsbukser, en grå hættetrøje, samt en blå hue. Han måtte hellere tage tøjet med fra i går, for sikkerhedens skyld. Om han kom til at savne dem? Næ. Måske kun et par stykker fra klassen. Elias tog en kæmpe tår af den lille flaske, og skar ingen gang ansigt bagefter. Nu var det tid, han klædte sig varmt på, og åbnede vinduet. 3,5 meter til jorden. Han skulle passe meget på. Der var et kæmpe træ ved siden af hans vindue, så hvis han formåede at klatre ned på jorden fra det, ville det være det optimale. Elias begyndte at løbe, da han nåede til jorden. Det eneste der fyldte hans tanker var smerte. Han havde muligvis forstuvet anklen, så det gjorde afsindigt ondt at gå. Især løbe. Kom det mindste vidne til at se eller genkende ham, var løbet kørt. Det var kun spørgsmål om tid før hele landet ville finde ud af hvad han havde fortaget sig i går. Elias strejfede et