Kære dagbog – formiddag d. 18/11 2008 Min drøm er lige om hjørnet. Drømmen om at være den yngste person, der har sejlet alene over Atlanten, har de sidste tre måneder fyldt størstedelen af min hverdag. Drømmen er ikke bare en drøm om berømmelse, men en drøm om at få glæde af at sætte et mål og føre det ud i livet. At sejle har altid haft en kæmpe stor betydning for mig. Det at stå på dækket, og føle sig fri med vinden susende gennem håret, har altid haft et særligt præg for mig. Lige nu sidder jeg i bilen på vej til Gibraltar, hvor min rejse skal begynde. Min mor sidder på forsædet ved siden af min far, hun sidder bare og kigger bekymret ud gennem forruden, mens der triller en lille tåre ned af hendes kind. Min mor er meget bekymret for mig, hvordan turen kommer til at gå, og derudover synes hun, at jeg er alt for ung til at tage af sted. Min far derimod er lidt mere rolig omkring det. Han tror på, at jeg klarer det uden de store problemer. Det er jo også ham, der i sin tid, lærte mig at sejle. Selvom mine forældre ikke har det samme syn på min rejse, så bakker de begge to meget op omkring den. De har hjulpet mig med utroligt meget, de har været med til at planlægge det hele, så der er styr på alt det praktiske. De har hjulpet mig mentalt, så jeg er klar til rejsen. Det, at de støtter mig, betyder rigtig meget, da det klart vil hjælpe mig gennem sejlturen over Atlanten. Endelig efter en lang tur hele vejen fra Potters bar i England, hvor jeg bor, er vi der, hvor min båd ligger. Mine forældre og jeg skal snart spise middagsmad, så jeg kan få et sidste godt måltid på land, før jeg ankommer til Antigua om seks uger. Men jeg skal allerførst have pakket alle mine ting ud, og igen er mine forældre sikkert meget villige til at hjælpe.
Det er gratis at oprette en konto