Når felter forandres

Den første magnet var magnetjernstenen, som allerede blev brugt af de gamle grækere. En magnetjernsten er en naturlig magnet og består af jernoxid. Dens kemiske betegnelse er Fe3O4. I 1200-tallet brugte sømændene den som en primitiv kompas, til at orientere sig på havet. I dag kan man fremstille permantente magneter, som består af en legering af aluminium, nikkel, kobolt og jern. De er forholdsvis stærke og tiltrækker grundstofferne jern, nikkel, kobolt og de sjældne lanthanider, som har grunstofnumre fra 58 til 71. En magnet har en nord- og en sydpol. To ens poler frastøder hinanden, mens en nordpol og en sydpol tiltrækker hinanden. En magnet har feltlinier, som går i buer mellem magnetens nord- og sydpol. Det kan man se, når man lægger en stangmagnet under en glasplade og drysser jernspåner ned over pladen. Jernspånerne vil fordele sig i et mønster uden om magneten. De følger de magnetiske feltlinier rundt om stangmagneten og viser dermed magnetfeltet. Når man knækker en magnet over, får man to mindre magneter. En "ren" nord- eller sydpol kan ikke eksistere, fordi de altid hører sammen. Jorden har et magnetfelt, derfor indstiller sig en frit hængende magnet i retningen nord-syd. Et stykke fra den geografiske nordpol, i det nordlige Canada, ligger der den magnetiske sydpol. Mod syd ligger den magnetiske nordpol på Antarktis, lidt forskudt fra den geografiske sydpol. Jordens magnetfelt indfanger de ladede partikler fra rummet, så de ikke når ind i atmosfæren. Kun omkring polerne, hvor magnetfeltet går næsten lodret, kan partiklerne nå ned i atmosfæren. Der kan de ionisere luften og hvis der er stor aktivitet på solen, trænger der så mange partikler ind, at luften lyser i flotte farver. Det kaldes for nordlys. En elektromagnet består af en isoleret ledning, der er viklet omkring en jernkerne eller af en spole med en jernkerne i. Elektromagneten er kun magnetisk, når der går strøm igennem ledningen eller spolen. For at undersøge elektromagnetens poler, kan man bruge gribereglen/tommelfingerreglen: Når man griber om en spole med højre hånd og fingerspidserne i strømmens retning, er nordpolen til tommelfingersiden. Induktion Ordet "induktion" kommer fra det latinske ord "inducere" og betyder: føre ind. Når en spole er tilsluttet til et voltmeter, og en stangmagnet er på vej ned i spolen, giver voltmeteret et udslag. Det sker, fordi der opstår en spændingsforskel over spolen. Hvis magneten kun drejer sig om sin længderetning, giver voltmeteret intet udslag, fordi et konstant magnetfelt ikke skaber en spændingsforskel.