Første Verdenskrigs årsager

Det østrig-ungarske tronfølgerpar, Frans Ferdinand og Sophie, blev 28.6.1914 myrdet i Sarajevo af en serbisk nationalist. Mordet udløste den såkaldte julikrise og førte til et barsk østrig-ungarsk ultimatum til Serbien 23.7.1914; bl.a. krævedes østrig-ungarsk deltagelse i opklaringsarbejdet på serbisk jord. Ultimatumet skulle bane vej for det opgør med Serbien, som den østrig-ungarske ledelse havde ønsket siden afslutningen af 2. Balkankrig. At en sådan krig kunne udvikle sig til en europæisk storkrig, fordi Rusland havde garanteret Serbiens sikkerhed, vidste den østrig-ungarske regering, som på forhånd havde sikret sig tysk støtte til sit ultimatum. 26/7 gav Serbien efter for de fleste, men ikke alle af ultimatumets krav. Østrig-Ungarn afviste svaret og erklærede 28/7 Serbien krig. Dagen efter indledte Rusland mobiliseringen af sin hær, hvad der blev anledningen til, at Tyskland erklærede Rusland krig 1/8. Det førte til fransk mobilisering, og 3/8 erklærede Tyskland Frankrig krig. I de tyske krigsplaner, der forelå i den afdøde generalstabschef Alfred von Schlieffens udarbejdelse, indgik et angreb på Frankrig gennem det neutrale Belgien, som derfor blev invaderet samme dag, og det udløste en britisk krigserklæring til Tyskland. Dermed var en europæisk storkrig en realitet.

I dette perspektiv er den østrig-ungarske politik over for Serbien krigens årsag. De fleste historikere er imidlertid enige om, at krigen havde dybere rødder, og der lægges især vægt på to forhold: For det første forholdene på Balkan; her havde rivalisering om det stærkt svækkede Osmannerriges tidligere territorier, både mellem lokale magter og stormagter, især Rusland og Østrig-Ungarn, skabt stærke spændinger. For det andet og vigtigere den tyske ledelses opfattelse af, at en storkrig var uundgåelig for at sikre landets udenrigspolitiske interesser og indenrigspolitiske stabilitet. Det var baggrunden for den tyske støtte til Østrig-Ungarn, der førte til, at julikrisen udviklede sig til krig. Hertil skal lægges den aggressive nationalisme, der var udbredt i Europa i årene op til 1914, den militære tænkning, der betonede den offensive krigs overlegenhed, og stormagtsregeringernes manglende vilje til gennem forhandling at undgå en truende krig — som alle regnede med ville blive kortvarig. Det internationale alliancesystem var en medvirkende årsag. Tyskland havde lovet at støtte Østrig-Ungarn, og Serbien var allieret med Rusland, som igen var allieret med Storbritannien og Frankrig. Det bevirkede, at en i princippet lokal konflikt på Balkan på kort tid kunne udvikle sig til en europæisk storkrig.