Dagbog: Mødet der ændrede livet

Mørket er ved at falde på, og jeg lukker svagt mine øjne. Stilhedens ydre omsværmer mig. Øjeblikket jeg er i, får mig automatisk til at smile en anelse, imens mine tanker lige så stille begynde at fange mig. Det dejligste er, at tankerne bringer mig så tæt på mindet igen. Det minde som ingen rigtig vil kunne forstå. Men mindet vækker liv i mig, mørket forsvinder og jeg tænker mig tilbage til den soleklare morgen, hvor både glæde og sorg var på lige fod.

Det var en dejlig morgen i sommerens midte. Solens stråler, brændte mig blidt i ansigtet. Fuglenes yndige lyde, fyldte mine ører med glæde. At kunne tilbringe tiden alene, var noget af det bedste jeg vidste. Ingen bekymringer, ingen krav, bare mig selv i omgivelserne af ren natur. Jeg sad på en bænk og betragtede stranden og havet som så så fredfyldt ud. I det jeg sad i min helt egen uberørte verden, satte en mand sig ved siden af mig på bænken. Jeg nænnede ikke at kigge på ham, men min nysgerrighed var ved at springe, og jeg drejede hovedet stille imod ham. Jeg fik et nydeligt syn. En lidt ældre mand, med brunt velplejet hår og skinnende lysebrune øjne viste sig. Han betragtede mig meget, og jeg kunne se hans fine fyldige læber, tvære ud i lille bredt smil. Men den smukke stilhed, bryd i et, da min evige byrde rørte min anden fod. Jeg bar rundt på en klumpfod. En stor sorg jeg havde på mig både sygisk og fysisk, og som aldrig kunne gemmes. Jeg forstod, at det ikke ville nytte at tale med ham, for ligeså snart han så min klumpfod, ville han med sikkerhed vandre væk i forskrækkelse. Sorgen var lige ved at overvinde, men pludselig hørte jeg en mørk stemme i mit venstre øre. Han talte til mig. at en eller anden grund, svarede jeg ham igen, uden overhovedet at tænke på konsekvensen. Det var der tidspunktet kom, hvor vi brød ud i snak om alt verdens ting. Vi havde en masse til fælles, og jeg var fascineret på hans måde at tale på. Han var spænende og jeg følte mig tilpas i hans selskab. Han frembragte et smil på mine røde læber, og jeg forundrede ham, imens han sad der og snakkede. Jeg havde aldrig mødt så rar en mand før, han gjorde noget i mig som ikke kunne beskrives. Den samtale vi havde som var så åben og fantastisk, brydes idet der lød et råb fra baggrundens stille facade. Jeg vidste, at jeg ikke kunne reagere på kaldet og gå min vej, fordi så ville han opdage min klumpfod. Ingen anden mand havde aldrig før, været så rar og imødekommende som denne fremmede mand. Angsten for at blive afvist brusede frem i mig. Han gjorde mig opmærksom på at der altså blev kaldt på mig. Det var der vrede og sorg kom frem i et i mig. Jeg måtte finde en udvej, så han ikke skulle se min klumpfod. Hans nysgerrighed og spørgsmål hørte jeg så stort som intet andet. Jeg ignorerede det hele. Jeg blev forbavset over mig selv, da jeg i et lille udråb bare råbte ”nej!” til hans sidste spørgsmål. Hans fornærmelse og nysgerrighed var blandet i et, og overdøvede alt. Jeg vendte mig om, væk fra ham og brød ud i gråd. Det kom mig som et chok, at jeg reagerede sådan. Men han forstod det, og jeg kunne mærke hvordan han vandrede væk fra mig, hvordan tomheden blev større og større. Tårerne pressede sig atter på. Jeg mærkede fortsat hans blik mod min ryg, da jeg i et humpede min vej. Humpede på min evige klumpfod. Det stivnede i mig, og jeg fyldtes med en masse strejf af ingenting. Det gik op for mig, hvor meget jeg egentlig brugte mit smukke ydre, på at afvige alt opmærksom fra foden. Nu ville han se den så smukke dame vandre væk i et, på en humpende klumpfod. Synet har sikkert forskrækket ham, men jeg nægtede at vende om og kigge, om han stadig var der.