Jeg har været ensom i lang tid, følt at ingen ville snakke med mig pga. min klumpfod. Folk vil ikke snakke med mig, når de har set min klumpfod, har de grinet eller bare vendt ryggen til. Jeg har grædt og følt mig grim, folk har ikke accepteret, at jeg var anderledes, de har bare vendt ryggen til og ladet mig være. Jeg har bare siddet på bænken flere dage i træk, og kigget på folk der kom forbi, og været misundelig på de folk som gik rundt på deres normale fødder, og de kiggede mod bænken, hvor de så mig og skyndte sig videre.
Men en dag der var gået som alle andre, kom der pludselig en ung frisk mand hen og satte sig i den anden ende af bænken. Ikke længe efter han havde sat sig, prøvede han at få kontakt til mig, jeg var overrasket, ville han snakke med mig. Det var en af de første mænd som ville i kontakt med mig, han syntes jeg var en køn pige. Jeg kunne se han stirrede på mig. Han beskrev mit ansigt, han syntes mit hår var flot, og mit ansigt var kønt. Han beundrede mig nok, jeg følte mig stolt, der var virkelig en der synes om mig.
Det er gratis at oprette en konto