Det lyse rum

Igen så han op i himlen, bare for at være sikker på at, regnen ikke pludselig kom væltende, uden nogen form for advarsel. - Nå, men.. jeg kører altså nu, sagde han så. - Kør nu forsigtigt, sagde moren, og skubbede lidt til søsteren.- Ja, ja, vi ses, sagde søsteren, og skyndte sig ind i huset.Moren vinkede lige en sidste gang til ham, og gik ind i huset. Lukkede døren efter sig.Han satte sig op på cyklen, havde han nu glemt noget? Nej, han var ikke den, der plejede at glemme sine ting. Han tog de første tag i pedalerne, og cyklede igennem en vandpyt. Godt han stadig havde skærmen på. Han ville nu give sin søster ret, når hun sagde, at man ikke skulle tro, at hans cykel kun var et halvt år gammel, sådan som den så ud. Et halvt år, var det virkelig så lang tid siden? Han fik den til sin 15 års fødselsdag... af far. Derefter gik det galt. Alle skænderierne der hjemme gjorde, at har pludselig blev meget glad for sin cykel Når han ikke kunne klare det mere derhjemme, cyklede han langt væk, han vidste aldrig hvorhen, bare væk. Sådan var det på en måde også nu. Han så det lidt som en befrielse, at komme lidt væk fra tanken om alt det der hjemme, men nu vidste han hvor han skulle hen. Desuden mente han, at der var en bagtanke med at sende ham væk. Det var jo altid ham, der havde stoppet dem fra at gøre noget som at flytte, ved at cykle væk, og blive væk. Nu havde de jo frie hænder til at gøre hvad de ville. Kunne det måske have konsekvenser? Ville der mon stå et stort skilt med ordet SOLGT på, foran huset, når han kom hjem, og så derefter ville han få en telefonopringning fra moren, og høre at de var flyttet langt væk? Han satte farten op, mærkede den fugtige, men friske sommer vind slå mod sit ansigt. Han elskede at være ude når det havde regnet, og det havde han gjort lige siden han var lille. Bare duften af den våde jord gjorde nye indtryk af det, at kunne trække vejret. Regnen gjorde luften ren, som var den naturens mor.Det var som nogen havde hørt hans tanker om regn, for det begyndte pludselig lige så stille at regne. Støvregn, det var vidst nok det, man kaldte det. Han tog hætten på sin regnfrakke over hoved, og hørte lyden af en let torden. Pludselig blev cyklen svær at styre, den slængede fra side til side. Han skyndte sig at hoppe af den. Han trak støttebenet ud med foden, og satte sig ned på hug. Cyklen var punkteret, typisk. Han havde heldigvis lappegrej med, ellers ville han ikke have kommet meget længere. Han var for længst kommet ud af den lille landsby, han boede i, og var nu omgivet af marker.