Når man står en mørk vinternat og kigger op mod himlen, vil man foruden stjernerne se, at himlen er sort. Man vil fornemme den mørke nat omklamre én og langsomt trække én med ud i intetheden. Det er næsten som at miste jordforbindelsen for en stund og blot lade tanker og drømme få frit løb. Det er i mørket ideer skabes, drømme opstår, frygt eksisterer og kærligheden får sin ægte eksistens.
Mørket vækker en underlig interesse hos mig. Nogen finder mørkets frembrud skræmmende, mens jeg er utroligt fascineret af det. Mørket giver én lov til at tænke, uden at dagens billeder og syn kommer til at forstyrre. Mørket er for mig trygt, sikkert og varmt. I mørket er jeg mig selv, og der hører jeg til. Det er i mørket, jeg er skabt, og det er i mørket, jeg skal dø.
Da jeg var barn, var jeg bange for mørket. Det skræmte mig til døde, når nattens ukendte personer kom frem. De fleste børn har forestillinger om uhyrer og monstre, mens min angst var baseret på drabsmænd og tyve. Jeg har altid været ualmindelig nysgerrig, og som barn satte jeg gerne min egen fantasi på spil for at høre om den virkelige verden. Om hvordan Danmark dengang var en terrormål, om knivstikkeri og faren ved at misbruge og være afhængig af stoffer. Selvom jeg vidste, at oplysningerne ville plage min nat, var jeg villig til at ligge de næste nætter skræmt fra vid og sans. Det som jeg finder interessant er, at om dagen kunne ingen af disse informationer om livets virkelighed skræmme mig. Det var først ved mørkets frembrud, at jeg pludselig blev svag og skrøbelig. Især når jeg var alene, var jeg præget af angst og ræd for, at alt det farlige i mine forestillinger skulle ramme mig.
Det er gratis at oprette en konto