Den skyggefulde pige

Engang fødte en fattig bondekvinde en lille pige. Hun var den smukkeste pige, verden nogle sinde havde set. Dét blev klart fra en meget tidlig alder. Hun kunne svinge sit lange, gyldne, bølgede hår, og solen ville skinne så smukt i det. Hun kunne gøre en voksen mand blød om hjertet, med sit bedårende, lille smil. Især når hun kiggede på én med sine smaragdgrønne øjne, kunne man ikke andet end at blive fortryllet.

Hun voksede op i en fattig tilværelse, indtil en dag da der var en stor parade i byen. Kongefamilien ville deltage, og det ville være første gang, hun så de kongelige, så hun glædede sig vældig meget. Da hun så stod mellem mængden, og så den forgyldte karet køre forbi, fik hun øjenkontakt med den unge prins. Prinsen blev fortryllet. Fortryllet af de smaragdgrønne øjne, det gyldne hår og det bedårende smil. Nogle dage efter paraden kom der en forgyldt karet til den lille by. Nysgerrigt gik hun ud på gaden, for at se hvem den fremmede var. Kareten stoppede uden foran den smukke piges hus. Ud steg den unge prins, som hun havde set lige i øjnene under paraden. Han kom til hende, og spurgte, om hun ikke ville tage med ham og bo på det kongelige slot sammen med ham, for han kunne da ikke lade en så smuk, ung pige leve i fattigdom. Hun skulle leve i luksus med smukke klæder, som passede til hendes smukke ydre og lækkert mad, så hun kunne få charmerende, røde æbelkinder. Hun snakkede kort med sine forældre, og fik da lov til at tage med den unge prins.De kørte i tre dage for at komme til slottet. Slottet lå på en bakke ud til havet, og smukt så det ud i den bagende sol og med det bølgende blå hav i baggrunden. Prinsen viste hende rundt på slottet, og introducerede hende for hans familie. Kongen og dronningen var meget glade for, at deres søn havde fundet en så smuk pige, og håbede, at han ville ægte hende. Hans søster var mindre glad. Søsteren var ikke en smuk prinsesse, og misundte pigens bedårende og smukke ydre. Pigen blev vist til sit nye værelse, hvor hun fik lov til at få ro efter den lange rejse. Hun gik ud på balkonen, og så den smukke solnedgangen over hele kongeriet. I det øjeblik følte hun sig spændt og lykkelig. Hun var kommet ud af fattigdommen, og var nu en prinsesse. En hver lille piges drøm. Men da hun var god af hjertet, mindes hun hendes fattige familie, og besluttede, at hun ville sende penge til dem, så tit hun kunne. Da dronningen hørte dette, konstaterede hun, at den smukke pige måtte være en ægte prinsesse, for en prinsesse havde altid et godt hjerte. Søsteren blev ordentlig træt af at høre om den smukke piges godhed.Prinsen og den smukke pige blev hurtigt forelskede, og prinsen spurgte snart om hendes hånd. Kongen og dronningen blev overordentlige glade sammen med hele kongeriget, som nu ville få en ny kronprinsesse. De holdte et overdådigt smukt bryllup, og den smukke prinsesses forældre var meget stolte over deres datter, som nu var kronprinsesse, og som en dag ville blive kongerigets dronning.Der var kun én enkelt person, som ikke glædede sig over den nye kronprinsesse. Kronprinsens søster var jaloux. Hun var jaloux over, at kronprinsessen var så smuk, at kronprinsessen var så god, og at alle forgudede og elskede kronprinsessen. For søsteren var hverken smuk, god eller elsket i samme grad. Hun var så jaloux, at hun sværgede, at hun nok skulle ændre tingene.Så søsteren vandrede ind i den Mørke Skov, for at finde én som kunne hjælpe hende med hendes opgave. Efter ni dage vendte hun igen hjem med en ond forbandelse, som hun ville kaste over kronprinsessen. Forbandelsen havde hun fået af en ond heks, som fortalte, at forbandelsen ville gøre kronprinsessens skygge ond. Evig og altid ville hun have sin skygge med sig, men skyggen ville styre hende og langsomt overtage hende, og så ville den få hende til at gøre de ondeste ting og såre hendes nærmeste. –og det eneste kronprinsessen ville kunne gøre, var at se på fra sit stille indre. Det eneste søsteren skulle bruge, var ét enkelt hår af kronprinsesses gyldne hår. Det hår skulle hun så lægge forbandelsen over, og så ville den ramme kronprinsessen. Søsteren var så spændt, at hun gik i gang med det samme.Dagene gik, og kongefamilien var meget lykkelig. Selv søsteren var glad, for hun ventede bare på, at hendes forbandelse skulle virke. Kronprinsessen besluttede sig snart for ikke at sende penge til hendes familie mere. De havde fået nok, og de kunne klare sig selv. Dronningen og kronprinsen blev meget undrene herover, men kronprinsessen ville ikke diskutere det. Hendes familie sendte hende breve for, at fortælle de ingen penge havde fået, men kronprinsessen svarede kort, at de havde før kunne klare sig uden penge, og det kunne de da også nu. Som dagene gik blev hun mere og mere kynisk og hård. Kronprinsen var fortvivlet, og vidste ikke hvad han skulle stille op. Han elskede kronprinsessen, men der var noget der havde forandret sig. Søsterens plan virkede.Snart blev kronprinsessen gravid, og hun fødte en smuk lille pige. Næsten lige så smuk som hende selv. Kronprinsessen overgav barnet til den kongelige barnepige, for hun kunne ikke magte at opdrage et barn. Den lille pige voksede op, og blev en smuk ung pige. Hun blev da forelsket i en ung fattig bondedreng, men da hendes mor fandt ud af det, forbød hun hende at se ham. Hun ville ikke have, at hun skulle være sammen med et fattigt skarn. Men den unge pige var forelsket. Så hun brød sin mors forbud, og sneg sig ud, når mørket var faldet på, for at være sammen med ham hun elskede. Dette stod på i lang tid, men kronprinsessen var mistænksom. Datteren virkede alt for glad til at have fået sit hjerte knust. Så en hel dag holdte hun øje med datteren, og så hende snige sig ud efter mørkets frembrud. Hun sendte straks et par vagter efter hende, for at hente hende hjem. Kronprinsessen var rasende, da hun kom hjem. Datteren havde brudt hendes forbud, og det skulle hun bøde for! Bondedrengen blev sendt i fængsel, og datteren skulle tænke over hvad hun havde gjordt spærret inde i det højeste tårn på slottet. Når hun var villig til at sige undskyld, blev hun fri igen. Kronprinsen var chokeret, men kunne intet stille op mod hans viljestærke kone.Årene gik, og kongen og dronningen blev gamle. Nu på deres gamle år ville de træde tilbage, og de gav kronen videre til kronprinse parret. Nu var kronprinsen og kronprinsessen konge og dronning over hele kongeriget. Det vakte ikke glæde hos borgerne, for de havde lært den nye dronning bedre at kende. De vidste, at dronningen lod sin egen datter fængsle, og at hun stadig, efter flere år, ikke var blevet sat fri. Det var sandt, og det var fordi, at datteren nægtede at sige undskyld til sin forfærdelige mor. Kongen var ulykkelig. Han elskede sin kone, men hun havde forandret sig meget siden han havde mødt hende. Både i hendes indre og på hendes ydre. Han hadede at tænke sådan, men hun havde ikke et godt hjerte mere. Hun havde glemt hvor hun kom fra og havde spærret sin egen datter inde. Desuden var hun hård ved folket. Hun krævede unøddige skatter, fordi hun manglede nye ting. Hendes ydre var blevet mørkere. Hendes engang gylden blonde hår var blevet sort og skinnende som natten. Hendes tøjstil blev mere og mere dyster. Hendes engang bedårende smil var blevet skævt og lusket. Det eneste der ikke havde forandret sig, var hendes smaragdgrønne øjne. En dag blev kongen meget syg. Han lå til sengs i uger, og lægerne sagde, at hans tid snart var inde. De kunne ikke sige, hvad hans sygdom var, men de alle tænkte, at det var hjertesorger over hans onde kone, som han dog elskede så højt, men som intet gav igen. Kongen døde snart. Til begravelsen græd dronningen ikke én eneste tåre, men befolkningen græd en hel flod. Nu var dronningen alene om at herske over kongeriget. En dag fik befolket nok. De kunne ikke holde denne kyniske dronning ud, så de besluttede at storme slottet og vælte dronningen af tronen. De ventede til mørket kom frem, og drog så op mod slottet med høtyve og fakler. Vagterne overgav sig med det samme, og folket stormede ind på slottet. Dronningen sad på sin kæmpe trone, som hun havde fået lavet for deres penge. Der sad hun med hånene øjne, og kiggede ned på dem. En mand sprang frem og råbte: ”Har du ingen skam i livet? Du forrådte din egen familie, du sendte din egen datter i fængsel, du røvede et fattigt kongerige og du sørgede ikke engang over din egen mands død!” Det rungede i den store sal, og der blev helt stille. Dronningen rejste sig . Hendes smaragdgrønne øjne lyste op i mørket, og så bedrøvede ned på dem. I det tog hun en skarp, skinnende kniv frem og jog den ind i sit bryst. Hun faldt ned i tronen, og det siges, at sekundet inden hun døde faldt der en tåre fra hendes lysende smaragdgrønne øje, som i samme øjeblik blev overtaget af en mørk farve, næsten som om der faldt en sort skygge hen over hendes øjne, og tåren faldt ned på hendes sorte kjole, hvor det formede sig som et perfekt hjerte. Det siges at den dag i dag på den selv samme kjole kan man stadig se det perfekte hjerte.Den grimme prinsesse blev derefter dronning, men hun havde lært af den gamle dronning, så hun opførte sig som en dronning af godt hjerte.