To gange om året gik solen ned bag ved drivhuset. Det lå i et gartneri, og var det eneste folk kunne se ud af vinduet inden de skulle i seng. Haverne rundt omkring husene var slået sammen til en stor åben mark, og det var næsten umuligt at lege en leg færdig. Det eneste sted, der ikke måtte leges i var drivhuset. Gennem årene da folk legede om sommeren, var deres syn det sædvanlige som huse, hegn og skure men nu var gartnerriget det eneste, at få øje på gennem vinduerne.
Gennem tiden kunne folk blive længere ude om sommeren. De kendte vejen til skole, til dans, til dansesalen, men der var altid nye steder, at udforske og gartneriet var en af dem. Hver gang solen fra gartneriet forsvandt, blev folk grebet af en tristhed og alle skyggerne blev til tusmørke. Børnene i kvarteret legede tit skjul. Den sommer fyldte en dreng 12 år, samt hans kammerat Inger fra huset overfor. Det var altid de små som talte. Inger og hendes kammerat var de bedste til, at gemme sig.
En aften løb de hver sin vej og fandt hinanden ved en trillebør. Det gik op for dem, at det var et dårligt skjulested og den begyndte langsomt at skride. Inden den lille havde talt til 100, besluttede de sig for, at gå ind i det forbudte gartneri. Det at være inde i drivhuset betød mere end bar, at gemme sig.
Det er gratis at oprette en konto