Jeg har siden jeg var meget lille godt kunne lide at læse og har haft en god fantasi. Jeg elskede, og elsker stadig, at fordybe mig i en god bog og leve sig ind i et univers. Senere blev jeg også glad for selv at skabe mine egne universer og følelsen af at være en “gud” i en verden man selv har skabt. Derfor har jeg altid gerne villet være en forfatter, men det kan være svært at klare sig som forfatter så jeg har tænkt mig at uddanne mig som journalist, få mig et job og derefter prøve kræfter med at skrive bøger. Grunden til at jeg vælger at tage en journalistisk uddannelse er at jeg er meget interesseret i medierne, prøver at følge godt med i hvad der sker i verden og rundt omkring mig selv og fordi jeg ved at være journalist stadig vil få et job hvor jeg skriver. Jeg har tænkt på at vælge et alment gymnasium når jeg har afsluttet mit efterskoleophold. Hvis jeg tager på gymnasiet regner jeg med at tage en sproglig linje med noget samfundsfag. Ellers vil jeg tage på et internationalt gymnasium i Nyborg. Her på det sidste er jeg faktisk begyndt at overveje IB i Nyborg mere og mere, især efter at min kusine har anbefalet mig at gå der. Men det bliver helt sikkert et af de to steder. Derefter er jeg usikker på hvad jeg har tænkt mig at gøre, men jeg regner med enten at studere medievidenskab på universitet eller gå på en journalisthøjskole. Det at jeg har tænkt mig at uddanne mig som journalist er blandt andet også grunden til at jeg valgte Rantzausminde. Men som jeg allerede har sagt så er min absolutte drøm at blive forfatter og derfor har jeg valgt at skrive en kort novelle som et “produkt” til opgaven. Det mener jeg er meget relevant da det ligesom er det jeg gerne vil lave.
Det er gratis at oprette en konto