Diskussionen: Lars og fordommene

Nu var det sket igen. ”Møgkælling, gøre dit og gøre dat. Men jeg er nød til det, ellers skrider hun”, tænkte Lars.

Lars var på vej ned til Bents kiosk som den lille forretning hed. Hans pige havde sendt ham derned efter noget svinekød, og en kold øl. Da han nåede kioskens indgang spyttede han på ruden, og gik ind ad døren. Da han kom ind så han rundt i butikken. I den ene ende stod en lille dreng ved slik afdelingen. I den anden ende stod en dame med sin barnevogn, og kiggede på et godt fredags tilbud ved grøntsagerne. Og ovre ved det nybagte brød stod en muslimsk mand med turban, langt mørkt skæg, og spidsstøvlede sko. Lars var ligeglad. Han gik over til kød afdelingen og fandt en 700 grams pakke. Og i det samme kom en lille tyk og gammel dame med en bøgestok i hånden, gående forbi ham, idet Lars vendte sig og ramlede ind i den gamle dame. ”Hov hov unge mand, pas lige lidt på”. Lars havde tabt sit kød, og damen var væltet omkuld, og havde tabt sine varer ud over gulvet. ”Hold kæft, og pas på selv, du vadede lige ind i mig. Du kan selv samle dine ting op”. Lars var æder spændt, samlede sin pakke kød op, og gik fra den fortumlede dame, der roede rundt på gulvet efter sine varer. Hun havde tabt brillerne og sin stok og kunne nu hverken finde sine briller, sin stok, eller sine varer. Men Lars gik videre som om intet var hændt. Da han nåede afdelingen med drikkevarer, mødte han den unge dame med barnevognen. Hun var tæt pakket ind i alverdens tøj. Tyk vinterjakke, strik T-shirt, hue, handsker, og store flyvebukser. Hendes barnevogn var splinter ny, og babyen der lå deri lå roligt og stille og sov. Damen var gået hen for at finde noget skummetmælk til sin baby. Lars gik forbi hende, og hen til øl afdelingen. Lars tog den sidste Tuborg six-pack, og lige pludselig, var der en stemme bag ham der sagde: ”Hov, den der er til mig, min ven”. Stemmen kom fra damen med barnevognen. ”Det skal du sgu ikke bestemme, klamme kælling”, Lars skubbede til damen. Damen snublede og faldt over et af barnevognens hjul. Lars kiggede på damen, med et udtryk af ligegladhed, over at hun var væltet, og gik videre som om intet var hændt. Med sin six-pack under armen mødte han ved slik afdelingen den lille dreng, der stadig stod og fumlede med ”Bland selv slik” for 11,95 kr. pr. 100 gram. Drengen havde en lille klam kasket på, alt for korte shorts, beskidt fodbold T-shirt og for små sandaler. Lars skulle til at gå forbi drengen, idet den lille fyr vendte sig og spurgte; ”Søde rare mand, vil de ikke give mig noget af det der slik helt deroppe?”. Drengen pegede op en af de øverste hyller, hvor noget klamt rødt slik hang ud over kanten. ”Du kan rende mig ka’ du”, svarede Lars igen. Han var snart træt af alle de forstyrrelser han havde haft. Men gik videre som om intet var hændt. Lars gik videre med sine varer, mens han mumlede noget om at det var utroligt at man ikke bare kunne få fred i bare 5 min. Da han næsten var igennem butikken manglede han bare brød afdelingen.