Analyse af B.S. Ingemanns 'Glasskabet'

”Glasskabet” er skrevet af B. S. Ingemann og udgivet i året 1847. Den er en del af småfortællingerne i samlingen ”Kakkelovnskrogs-fortællinger”.

”Glasskabet” er en novelle, da det er en kort prosafortælling, som er bygget op omkring en enkelt begivenhed og desuden har et begrænset persongalleri. Genren er gyser, da der i teksten er en stemning af angst, gru og skræk, som opstår af en sammenblanding mellem det monstrøse samt det miljø, som teksten udspiller sig i. Dog er der også visse eventyrlige træk i teksten, bl.a. kampen mellem det gode og det onde, hvor det gode sejrer. Både tidsmæssigt og handlingsmæssigt falder novellen ind under perioden Romantikken. Denne periode er kendetegnet ved en dobbelthed, forstået på den måde, at man på den ene side bar en dydig og pæn facade, mens man på den anden side hemmeligholdte de primære behov. Disse karakteristika findes også i ”Glasskabet”.

I denne opgave vil jeg gennem Benjamin Blooms taksonomiske niveauer redegøre, fortolke, analysere og perspektivere novellen ”Glasskabet” for at komme til bunds i gysernovellen, og dermed få svar på, hvordan Ingemann skaber gys, og hvilke problemstillinger, der optræder.

”Glasskabet” handler om Mr. Seyfert, som på snedig vis beholder sin afdøde kones formue, selvom den skal udbetales til hendes slægtninge. Han udsmykker liget af sin kone med ædelsten og sætter hende ind i et glasskab. Hans virksomhed kører af sporet efter konens død, og da han vil få kapital ved at fjerne diamanterne fra sin afdøde kone, er de væk. Mr. Seyfert bliver vanvittig og ender som fattiglem.