Alle mennesker er forskellige. Nogen er høje, og nogen er rige. Nogen tror og nogen ved. Nogen har, og nogen har ikke en morale. En af de ting man kan tro på er karma, som betyder at hvad du gør, vil senere i livet komme tilbage til dig. Gør du noget godt, vil godt ske dig senere, og gør du noget skidt, vil det dårlige komme tilbage til dig, på en eller anden måde. Der er mange eksempler på morale og karma, og et eksempel herpå ses i eventyret ’Glasskabet’ af B.S. Ingemann, hvor prisen for egoisme og nærighed er høj. ’Glasskabet’ er fra samlingen ’Nye Eventyr og Fortællinger’ der er udgivet i år 1847.
Fortællingen finder sted i 1800-tallets London, og handler om Mr. Seyfert, og hvordan hans egoistiske handlinger får ham til at betale senere. Fortælleren er en skjult 3.persons fortæller, med indre syn hos hovedpersonen mr. Seyfert, hvilket bl.a. kan ses i linje 62: ’.., han troede virkelig at hører hendes stemme, og han syntes, den dødes blå læber bevægede sig.’ hvor det ses at hovedpersonen beskrives som ’han’, og ikke ’jeg’ eller ’du’, og at fortælleren ved hvad hovedpersonen tror og synes.
Hovedpersonen i eventyret er som sagt Mr. Seyfert, en rig handelsmand fra London. Han er egoistisk og pengebegærlig, hvilket fremgår i starten af novellen på 2. linje: ’.., da han gjaldt for en kold egoistisk og hjerteløs pengemand, der ingen andre menneskelige pligter erkendte,’. Derudover er han også ufølsom og usympatisk, og er beskrevet som en mand med stenansigt, der mente at al fantasi var en sindssyge, som han ikke var en del af. (l. 5: ’Uforanderlige ansigt var som udhugget af sten’). Mr. Seyfert er enkemand, men hans kones død berørte ham ikke meget følelsesmæssigt. Da hun levede havde hun været hans kontrast, med sin lidenskab og temperament (l. 9-10: ’ ..med et heftigt, næsten sydlandsk temperament.’), og under deres forhold behandlede han hende med kulde og ligegyldighed. De var gift af økonomiske grunde, da hun havde en enorm medgift, og det stod i deres ægteskabskontrakt, at hvis hans hustru døde uden arvinger, ville hendes familie modtage hele formuen, lige så snart hun var blevet begravet. Dette forhindrede Mr. Seyfert dog ved at få sin kone balsameret og pyntet med en masse rigdomme, så han kunne beholde hende hjemme i et glasskab med grønt forhæng. Hermed var hun ikke begravet, og han skulle ikke udbetale formuen til hendes familie. Hun er derefter til skue for tjenerne i huset om dagen, eller om aftenen, badet i måneskin. I det følgende år har han ingen skyld heraf, og han sover trygt, selvom hans kones lig er i samme rum, kun med et grønt forhæng trukket for, som han trækker for hver aften. Dette viser hvor meget mr. Seyfert går op i sine penge, frem for følelser og etik, da han er ligeglad med hans kones familie, og ikke har noget imod at have hendes lig hængende, så længe han kan beholde sine penge. Derudover viser denne handling også at han langt fra er overtroisk, da han sover trygt selvom et lig, endda hans afdøde hustrus lig, befinder sig i samme rum. Én af farven grøns symbolske betydninger er grådighed , og det grønne forhæng han trækker for glasskabet hver aften når han skal i seng, kan være et symbol på hans grådighed. Så når han trækker forhænget for, dækker hans grådighed over hans kones lig, og hans grådighed og pengebegær betyder mere end hun gør. Månelyset, der skinner ind på hende (l. 21-24), kan også være et symbol på mr. Seyferts galskab, i og med at han ikke bare undgår at begrave sin kone, men også lader hende stå til ’offentlig’ skue, da han er stolt af sin snedighed, i forhold til at ’vinde’ over sin kone, beholde sine penge, og ønsker at vise dette frem. I tiden efter hans kones død, bliver huset dog ramt af en masse uheld, hvor hans handel går dårligt, og alle blev syge af at være i huset, undtagen ham selv. Det kan tolkes, at alle kan være overtroiske og medmenneskelige, ikke kan holde ud at være i huset længere, da ligets tilstedeværelse har stor betydning. Tjenerne synes ikke at det er et rart sted at være, og derfor bliver de ’syge’ og forlader huset. Dette påvirker dog ikke ham selv, da han ikke føler noget i forhold til liget. Uheldet resulterer i at et år efter hustruens død, har mr. Seyfert ikke flere penge, og har en stor gæld. Denne gæld agter han dog at betale, med de værdigfulde smykker han i sin tid havde lagt sammen med hans kones lig. Det kan siges at karmaen her rammer mr. Seyfert, da han alligevel mister de penge han havde vundet, ved at beholde og ydmyge sin kone. Han ville have haft det bedre hvis han havde gevet pengene til konens familie.Da han så skal til at ’røve’ glasskabet, opdager han at de smykker han havde lagt der, er væk. Han bliver for første gang nogensinde bange for hans kones lig, og synes at hun kigger håneligt på ham. Her kan det siges at han for første gang rammes af fantasi og ’indsigt’ i det han har gjort og gør mod sin kone. (l. 60: ’Ethvert gribende ord, hans ulykkelige kone havde sagt ham, men som han iskold havde ladet fare sig forbi uden at svare, tonede nu bebrejdende for hans sjæl med den afdødes røst;’) Han har ikke bare frarøvet hendes familie de penge de skulle have, men også sin kones fred i døden, har han forstyrret, og det går op for ham på dette tidspunkt. Han taler til liget, hvor han indrømmer sine fejl, men spørger efter smykkerne, og spørger hvorfor hun ikke har jaget tyven der har stjålet dem væk på samme måde, som hun bebrejder ham. Denne erkendelse viser at han i sin underbevidsthed, godt er klar over, at det var ham der i højere grad gjorde noget utilgiveligt mod sin kone, og ikke tyven. I slutningen af historien nævnes det at mr. Seyfert døde fattig, på et sindssygehospital. Denne sidste indsigt overfor hans handlinger, gjorde mr. Seyfert sindssyg, hvilket så var den pris han måtte betale for han umenneskelige gerninger overfor hans kone, og hendes familie.
Det er gratis at oprette en konto