Analyse af Herman Bangs novelle 'Frøkenen'

Herman Bang var en dansk forfatter. Han levede i år 1857-1912. Herman Bang arbejdede som journalist og litteraturkritiker, inden han i 1880 skrev romanen Håbløse slægter. Bogen handlede om sex, ødelagte mennesker og en uforstående omverden stor opstandelse. Menneskets mellem sin egen natur og miljøets påvirkninger er et gennemgående tema i forfatterskabet. Det er dog som dansk litteraturs store impressionistiske realist, at Herman Bang i dag er bedst kendt. Det skyldes bl.a. novellen „Ved vejen“ fra novellesamlingen Stille eksistenser (1886) og romanerne Stuk (1887), Tine (1889) og Ludvigsbakke (1896). Bang kan med superkorte beskrivelser, løsrevne replikker, med få, præcise billeder og en ganske svag ironi indfange en hel folkestemning. Ligesom en dygtig journalist. Ofte viser Bangs tekster en medfølelse med de mislykkede og tavst lidende og en indlevelse i kvinders vilkår. Bang var homoseksuel, hvad der gjorde ham udsat og forhånet, men sandsynligvis også skærpede hans opmærksomhed over for andre mennesker.

Analyse af Frøkenen

Herman Bang har med Frøkenen skrevet om en kvinde, der har bygget sit liv op omkring faste rutiner og traditioner. Hun har efter sin fars død brugt hele sit liv på at hjælpe andre mennesker. Novellen er delt i tre dele: frøkenens hus udefra, haven og til sidst hendes hus set inde fra. Ud over at se det som en naturlig beskrivelse af miljøet, kan det også ses som en beskrivelse af frøkenen selv først set udefra, den verden hun bor i, og hendes egen verden, haven, og til sidst frøkenens indre, hendes personlighed, hendes sjæl. Læseren kommer igennem novellen tættere og tættere ind på frøkenen. Herman Bang skriver direkte, objektivt og lader forståelsen af det egentlige emne (frøkenen) stå mellem linjerne. En typisk skrivemåde. I den første del af novellen beskrives huset som et stille, roligt og hyggeligt hus med en lidt skrøbelig facade, et sted hvor byens børn tør lege. Frøkenens hus er det hus der ligger yderst i byen, hvilket betyder at hun på den ene side er en del af byen, men også at hun har helt sin egen verden. Hendes forhold til ”byen” beskrives i næste del af novellen, hvor frøkenens strid med hensyn til træerne resulterer i et kompromis. Den episode med byens myndigheder overfor frøkenen er med til at sætte frøkenen i en rolle der viser, at hun tør stå ved sine meninger, at hun tør stille sig op imod byen men også, hvor vigtige træerne er for hende. Frøkenen ønsker ikke at træerne skal fældes. Måden at gartnerens beskæring er beskrevet leder tankerne hen på døden, grenene ligger side om side som på en kirkegård. Hver gang en gren falder, hver gang noget dør, gør det ondt på frøkenen. Hun tænker på sin alder og frygter døden. Novellens anden del foregår i frøkenens have. Hendes have er fyldt med liljer og roser, fred og kærlighed, hun planter freden og kærligheden, men lader dem selv vokse sig store. Liljerne fylder næsten alt i bedet, de breder sig som de selv har lyst til, og det gør at roserne næsten ingen plads får.